20. AUGUST 2013 kl. 10:18
FBM 36/2013: Delårsrapport 1. halvår 2013

BRØNDBYERNES IF FODBOLD A/S
Cvr.nr. 83 93 34 10

Brøndby, den 20. august 2013

SELSKABSMEDDELELSE NR. 36/2013

Delårsrapport 1. halvår 2013 for perioden 1. januar 2013 - 30. juni 2013

Resumé af 1. halvår 2013

  • Brøndbyernes IF Fodbold A/S gennemførte med stor opbakning fra både tidligere og nye aktionærer en emission i april måned som indbragte et bruttoprovenu på 108,4 mio. kr. og som betyder at Brøndbyernes IF Fodbold A/S nu har knap 25.000 navnenoterede aktionærer.
  • Brøndby IF har i første halvår 2013 opnået en omsætning på 51,3 mio. kr. (H1 2012: 69,0 mio. kr.). Omsætningen er positivt påvirket af øgede indtægter fra TV- og entre, og lavere sponsorindtægter bl.a. som konsekvens af ophørsaftalen med Kasi ApS.
  • Resultat før skat blev på -25,8 mio. kr. (H1 2012: -6,4 mio. kr.).
  • 1. halvår 2013 er realiseret ca. 7 mio. kr. dårligere end forventet grundet forretningsmæssige dispositioner i forbindelse med den nye bestyrelses restrukturering af Brøndby IF, herunder omkostninger ved fritstilling af ledende medarbejdere samt tilbagekøbet af et playersponsorat.
  • Selskabet har i perioden nedbragt den rentebærende gæld til 75,3 mio. kr. pr. 30. juni 2013 (31. december 2012: 117,7 mio. kr.).
  • Egenkapitalen er pr. 30. juni 2013 på 133,7 mio. kr. (31. december 2012: 59,9 mio. kr.).
  • I Superligaen 2012/2013 opnåede Brøndby IF i maj 2013 en niendeplads, efter en flot afslutning hvor Brøndby IF i sæsonens ni sidste kampe hentede fem sejre, tre uafgjorte og kun ét nederlag.
  • Brøndby IF har hidtil forventet et underskud i niveauet 10 mio. kr. før skat for 2013 under en række forudsætninger. Bestyrelsen har revurderet disse forudsætninger og forventer nu et resultat før skat for 2013 i niveauet -30 mio. kr. Forventningerne til helårsresultatet er baseret på følgende:

- Oprindelig forventet resultat; -10 mio. kr.
- Nye bestyrelses forretningsmæssige dispositioner i 1. halvår; -7 mio. kr.
- Ingen yderligere transferindtægter end dem som er realiseret pr. dags dato; -7 mio. kr.
- Færre sponsorindtægter samt færre indtægter i Brøndby Food&Mind; -6 mio. kr.

Såfremt selskabet opnår yderligere transferindtægter eller indgår væsentlige nye sponsoraftaler i 2013, hvilket fortsat er planerne, vil det påvirke resultatet positivt.

Resumé af efterfølgende begivenheder

  • Brøndby IF har i sommerperioden forstærket A-truppen med Lukas Hradecky på en fri transfer. I samme periode har Brøndby IF købt Martin Ørnskov i Viking samt Michael Almebäck i Club Brugge.
  • Brøndby IF har i juli måned solgt Markus Bay til den hollandske storklub Ajax Amsterdam, mens Michael Tørnes er udlejet til Brønshøj BK.
  • Over sommeren har pressen omtalt et eventuelt salg af Daniel Agger fra Liverpool til Barcelona. Såfremt Daniel Agger sælges til beløb på niveau med omtalen i pressen vil det kunne have en væsentlig positiv indvirkning på Brøndby IF's resultat og likviditet. Brøndby IF kender alene til forholdet gennem pressen.
  • Brøndby IF arbejder fortsat på at styrke A-truppen, hvilket kan medføre flere omkostninger end der er indregnet i de nuværende forventninger.
  • Brøndby IF har modtaget et skriftligt bud på Simon Makienok Christoffersen som ville have haft en væsentlig positiv indvirkning på Brøndby IF's resultat og likviditet i 2013 såfremt handlen var blevet gennemført. Simon Makienok Christoffersen er ikke interesseret i klubskiftet til den pågældende klub, derfor bliver handlen ikke gennemført.

Se hele delårsrapporten her.

Med venlig hilsen

Brøndby IF
Tommy Sommer Håkansson
Administrerende direktør

Information

Yderligere information om denne meddelelse kan fås hos administrerende direktør Tommy Sommer Håkansson på telefon 43 63 08 10.