Brøndby IF henter forsvarsspiller i Club Brügge

17.07.2013 09:57

Onsdag formiddag blev Brøndby IF's defensiv styrket. Her kunne den 25-årige svenske forsvarsspiller Michael Almebäck således sætte sin underskrift på en treårig kontrakt, som fuldender skiftet fra den belgiske storklub Club Brügge til Vestegnen.

Michael Almebäck kom til Club Brügge i sommeren 2011 fra Örebro SK og gik straks ind i startopstillingen. Siden er det blevet til flere end 50 kampe i den belgiske Jupiler Pro League og Europa League. I fremtiden vil det være Brøndby IF, der kan nyde godt af den stærke svenskers vilje, fart og internationale erfaring.

Nedenfor kan du læse sportschef Per Ruds kommentarer til indkøbet af Michael Almebäck, som er noteret for fire A-landskampe og adskillige U-landskampe.

Hurtig og stærk midterforsvarer

- Det har været et klart mål at tilføre truppen noget erfaring, som kan løfte holdets niveau og samtidig være en god støtte for de mange unge, vi bringer i spil. Det har vi fundet i Michael Almebäck, som på trods af sine blot 25 år allerede har international erfaring fra landskampe, Europa League og den stærke Jupiler Pro League i Belgien, siger sportschef Per Rud og tilføjer:

- Derudover har Michael en række kompetencer, som vi har været på udkig efter til vores defensiv. Mest iøjnefaldende er kropsstyrken, hurtigheden og ikke mindst jernviljen til at vinde og spille for Brøndby IF. Sejrsvilje er en vigtig del af denne klub, og vi forventer os meget af Michael, der er udset til at løfte de unge. Jeg er sikker på, at han vil blive en klar forstærkning af vores trup, og at hans tilstedeværelse ligeledes vil gavne udviklingen af vores mange unge spillere.

Michael Almebäck, som vil træne sammen med sine nye holdkammerater allerede onsdag formiddag, kommer til at spille i trøje nummer 2.

MA

Michael Almebäck har taget opstilling i feltet foran Sydsiden.