Rommedahl: Stolt af de unge spillere

21.05.2013 09:02

Brøndby IF måtte kæmpe sig igennem de sidste 20 minutter af gårsdagens direkte duel i Horsens med en mand i undertal, da Quincy Antipas blev vist ud.

Alligevel tog de blågule alle tre point med hjem til Brøndby, da blot 18-årige Lebogang Phiri scorede sit andet mål i fem kampe og sikrede en 1-0-sejr.

Anfører Dennis Rommedahl roser netop de unge spillere for at præstere i så svær en tid.

Vi har slidt og slæbt

- Det var ikke en fantastisk kamp, men vi fik det, vi kom efter. Vi vidste, at det ville blive en meget intens affære, men vi trak heldigvis det længste strå i dag.

- Efter det røde kort blev det dog svært. Det var op ad bakke, og i perioder var det jo rent 'power play'. De skubbede os langt tilbage på banen, og vores felt blev nærmest udsat for et bombardement. Heldigvis fik vi spillet os ud af deres pres og sat 'Lebo' (Lebogang Phiri, red.) i scene to gange.

- Det har været en hård tid for alle i og omkring klubben. Vi har slidt og slæbt, og heldigvis er vi kommet i land - både sportsligt og økonomisk. I de perioder, hvor det har været hårdest, har vi ældre spillere taget det meste af skraldet. Det, tror jeg, har været med til at lette trykket en smule fra de unge spillere. Vi er jo nogle garvede spillere, der ikke er lader os gå på af lidt modvind.

- Som anfører må jeg også tilføje, at jeg er utrolig stolt af de unge spillere. De har vist mod og mandshjerte, og de har været helt outstanding. Det er flot, at de har præsteret under sådan et pres.

DR

Anfører Dennis Rommedahl er stolt af klubbens unge spillere, som har været med til at sikre en ny sæson i Superligaen. Foto: Arnason.dk.