Stryger: Fight, tempo og til tider godt spil

05.05.2013 23:14

Der var over 21.000 tilskuere på tribunerne, da Brøndby IF og FC København her til aften spillede 0-0 i Superligaens 30. spillerunde.

Resultatet gør FC København til vinder af Superligaen, mens de blågule kan sætte et vigtigt point ind på kontoen i kampen for overlevelse i tabellen. Jens Stryger Larsen er imidlertid ikke helt tilfreds med aftenens udbytte.

Fair nok med uafgjort

- Vi ville rigtig gerne have haft de tre point. Jeg kan ikke sige, at jeg er tilfreds med et enkelt af slagsen, bare fordi vi møder ligaens tophold, for jeg brænder så meget for at vinde, siger Jens Stryger Larsen.

- Når det er sagt, så virker uafgjort fair nok, for vi skaber ikke de helt store chancer. FCK har til gengæld en mulighed helt fri foran mål, så i den situation slap vi med skrækken. Det gør dog ikke min sult efter sejr mindre. Det må jeg bruge på en positiv måde og rette det mod næste weekends opgør mod AaB.

- Generelt synes jeg, at der bliver kæmpet godt for sagen. Det var en hård kamp med både fight og tempo - og til tider godt spil. Der blev gået godt til den i nærkampene, og kulissen er med til at give det en tand ekstra. Det var virkelig fedt at se så mange på tribunerne i dag.

JSL

Jens Stryger Larsen på jagt i aftenens Derby. Foto: Flemming Alø.