Turbo-Bent: Skal tilbage på sporet

20.04.2013 09:00

Brøndby Stadion er atter åben for tilskuere, når søndagens vigtige Superligaopgør mod Silkeborg IF skal afgøres.

brondby.com har snakket med assistenttræner Bent Christensen Arensøe om optakten til kampen og udsigten til atter at have tilskuerne i ryggen på Brøndby Stadion.

Brug for støtte kampen igennem

- Selv om sejrene over AGF og Randers var vigtige, så er situationen den samme, og vi er stadig en del af bundstriden. Rent visuelt har det selvfølgelig været dejligt at se holdet ligge over stregen, men det ændrer ikke det store billede for os. Vi ligger i bunden, og med nederlaget til SønderjyskE blev situationen endnu mere alvorlig, end den var i forvejen.

- Vi spillede gode kampe mod AGF og Randers på de præmisser, som banerne og forholdene giver i øjeblikket. Vi gik på kompromis med den måde, vi gerne vil spille på i den ideelle verden, men vi var koncentrerede og effektive. Med hensyn til SønderjyskE-kampen... så har Auri allerede sagt dét, der skulle siges. Og så er vi videre i teksten. Vi skal lære af det, men vi kan ikke dvæle ved det. Hver kamp er en finale for os, og vi skal have skrabet så mange point sammen som muligt. Det kræver fuld fokus på opgaven, og efter at have bearbejdet kampene mod SønderjyskE og Esbjerg kigger vi fremad. Vi kigger på den udfordring, der står foran os, og den hedder Silkeborg.

- Alle kampe er selvfølgelig vigtige, uanset om du ligger i toppen eller i bunden, men det er hårdt, når hver uge er en kamp for overlevelse - for eksistensen. Det skaber et andet pres, og det er vigtigt, at vi holder snuden i sporet, og at vi er 100 procent parate. Vi skal være klar til at tage de slagsmål og dueller, som forholdene giver os. Vi savner alle sammen at spille lidt mere, men vi må arbejde under de forhold, vi har.

- I morgen skal vi nemlig tilbage på sporet. Vi har vist flere gange i denne sæson, at vi kan slå Silkeborg, og den succes skal vi gerne gentage. Vi har allerede sejret to gange over dem her på Brøndby Stadion, og nu skal vi have den tredje. Opbakningen fra tribunerne bliver en vigtig del af den mission, og vi har brug for al den støtte, vi kan få - hele kampen igennem uanset hvordan den udvikler sig. Fansene har tidligere vist, at de kan bakke os op med en imponerende volume igennem 90 minutter, selv om det i perioder går os imod, og nu skal vi for alvor stå sammen.

BCA

Assistenttræner Bent Christensen Arensøe instruerer Patrick da Silva. Foto: Arnason.dk.