Stryger og Antipas: Ikke slut endnu

29.03.2013 20:18

Jens Stryger Larsen ramte overliggeren, og Quincy Antipas udfordrede Esbjerg-forsvaret med aggressivitet og driblinger, men Brøndby IF måtte alligevel forlade Blue Water Arena med et 1-0-nederlag her til aften.

Selv om aftenens resultat efterlader de blågule under nedrykningsstregen, er der ingen af de to Brøndby-profiler, som har mistet troen på overlevelse.

Vi giver ikke op

- Der er stadig lang tid til sæsonafslutningen, så vi giver ikke op. Vi er ikke afskrevet endnu, og jeg ved, at jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at vi kommer til at kæmpe med alt, hvad vi har. Tabellen ser værre ud for os nu, end da vi stod op i morges, men det er slet ikke slut endnu, siger Jens Stryger Larsen.

Holdkammerat Quincy Antipas har ligeledes troen i behold.

- Jeg er selvfølgelig frustreret over, at vi taber i dag. Der er mange følelser involveret i denne sport, og når man er dybt engageret, bliver man også skuffet og frustreret, når man taber, siger Quincy Antipas.

- Vi skabte nogle gode muligheder, men skarpheden var væk. I tillæg var vi uheldige med at ramme overliggeren. Det hjælper ikke at dvæle ved tingene, og vi må i stedet forsøge at bruge det konstruktivt. Eksempelvis ved at lade frustrationen gå ud over AGF, forstået på den måde at vi skal arbejde - så blodet sprøjter - for at få en sejr på mandag. Det er ikke slut endnu, tilføjer Brøndby-angriberen.

JSL

Jens Stryger Larsen og holdkammerat Quincy Antipas tror stadig på overlevelse i Superligaen. Foto: Arnason.dk.