U19: Lebogang Phiri på kontrakt

08.02.2013 09:54

Brøndby IF's U19-hold har fået tilgang af Lebogang Phiri fra Brøndby IF's samarbejdsklub Bidvest Wits, der ligger i Johannesburg i Sydafrika.

18-årige "Lebo" har fået en kontrakt, der også rækker ind i hans seniortid, så han fra sommeren 2013 vil indgå i Brøndby IF's Superligatrup.

Meget interessant spiller

Talentchef Kim Vilfort udtaler:

- Lebo er en meget interessant spiller og vel nok det største talent, vi endnu har set i Bidvest. Han kan spille flere pladser, men er bedst i rollen som 6'er eller 8'er på midten.

- Vi regner med, at han fra sommer vil kunne konkurrere med de øvrige spillere i Superligatruppen. Han skal selvfølgelig formå at fortsætte sin udvikling også nu, hvor han er kommet til et andet land med en helt anden kultur, men det vil vi gøre alt for at hjælpe ham med.

- Vi er glade for, at vores gode samarbejde med Bidvest Wits giver os og Lebo denne mulighed. Ud over at vi kan se de mest spændende spillere fra Bidvest an, så kan vi også udveksle know how på talentområdet, og det gavner helt klart begge klubber.

- Vi har kendt Lebo tilbage fra 2009, hvor vi så ham første gang. Sidenhen har vi løbende fulgt med i hans udvikling, og han har også været i Danmark af flere omgange, så det bliver rigtig spændende at følge Lebos videre færd fra tætteste hold, slutter Kim Vilfort.

Lebogang Phiri har to gange deltaget i Brøndby Cup med Bidvest Wits, og han var i sensommeren 2012 på et længere træningsophold på Vestegnen, hvor han spillede med i to reserveholdskampe mod henholdsvis FC Nordsjælland og AB.

Skype med familien

Sydafrikanske Lebo er indkvarteret hos U17-træner John Ranum og vil formelt høre til U19-truppen, men lige som flere andre talenter fra U19-holdet vil han jævnligt træne med Superligaholdet. Lebo skal også med på næste uges træningslejr i Tyrkiet.

I Sydafrika har Brøndby IF udstyret Lebos forældre med en computer, så de løbende kan tale med deres søn via Skype. Held og lykke til Lebo med hans tid på Vestegnen!

LP

Lebogang Phiri - her i aktion i en reserveholdskamp for Brøndby IF. Foto venligst udlånt fra 90minutter.dk.