U19-status: Øget kynisme gav flot afslutning på efteråret

19.12.2012 11:05

I sommer skulle Brøndby IF's U19-mandskab have ny cheftræner, da Mads Davidsen tog imod et tilbud fra et fodboldakademi i Shanghai. Valget faldt på endnu en ung og fremadstormende træner i form af Peter Foldgast, som de fleste sikkert kan huske fra grønsværen på Brøndby Stadion.

Det nu 33-årige trænertalent fik en skidt start på sæsonen med fire nederlag, en sejr og en uafgjort efter de seks første spillerunder i U19-ligaen. Herefter fulgte en flot stime med fire sejre og en målscore på 16-3 i de blågules favør, inden efteråret sluttede med et 4-2-nederlag til AGF/Viby.

Hektisk start, men flot afslutning

- Sommerpausen er kort, så jeg havde en rimelig hektisk start. I løbet af efteråret har vi lært hinanden bedre at kende, og det har man også kunnet se på resultaterne. Vi lagde ikke så godt ud, men den sidste del af efteråret har været god. Derfor bliver det også dejligt med en lang opstart, hvor vi får mulighed for at rykke os endnu mere, inden det går løs igen, fortæller Peter Foldgast, som blandt andet har set en øget kynisme fra sine spillere.

- De er blevet mere kyniske, som efteråret er skredet frem. Det vil sige, at de er blevet bedre til at afveksle i stedet for at forsøge at spille sig ud af alle situationer. Nogle gange må de gerne spille mere direkte. Som udgangspunkt vil vi spille bolden så meget som muligt, men de skal også lære, hvornår det er nødvendigt at losse, så man ikke bliver straffet. Det er min opgave at forberede dem på springet til senior, og det kræver noget mere kynisme.

I løbet af efteråret har en stor del af U19-spillerne fået spilletid i Reserveligaen. Dernæst har Frederik Holst været en fast bestanddel af Superligatruppen, og Riza Durmisi har været en del inde omkring selvsamme.

I øjeblikket indtager U19-holdet 8. pladsen i ligaen, men de blågule talenter har en eller flere kampe til gode i forhold til de overliggende hold. Derudover venter en kvartfinale mod Lyngby i pokalturneringen.

- Vi går selvfølgelig efter at vinde pokalen, men det er også vigtigt, at vi kravler længere op i ligatabellen. Jeg har arrangeret træningskampe mod seniorhold fra Danmarksserien og 2. Division, så de kan blive presset på fysikken, inden vi tager hul på foråret, slutter U19-cheftræneren.

U19

Cheftræner Peter Foldgast (yderste til venstre) og U19-mandskabet lagde ikke så godt ud, men fik en flot afslutning på efteråret.