Mike: Endelig slog jeg FCK

29.11.2012 00:16

Måltavlen på Brøndby Stadion viste 1-0 til de blågule, da FC København her til aften blev sendt ud af DBU Pokalen.

Mike Jensen scorede det afgørende mål i forlænget spilletid, og han blev dermed selv hovedpersonen, da han fik sin første sejr nogensinde over ærkerivalerne.

Noget af det bedste

- Endelig slog vi FCK. Endelig slog jeg FCK, sagde en glad matchvinder, som samtidig blev kåret til pokalfighter.

- Det var næsten som om, at jeg slet ikke kunne høre noget efter min scoring. Fuld af adrenalin. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det var vildt. Noget af det bedste, jeg har prøvet.

- Vi har ventet på de her stimer, hvor vi er stabile både spille- og pointmæssigt. Samarbejdet på holdet er ved at banke sig fast, og vi har vist højt niveau på det seneste. Vi tror virkelig på os selv i øjeblikket.

- Jeg synes, at der er gode chancer i denne turnering. Vi skal ikke være naive, men nu har vi slået landets pt. bedste mandskab ud af turneringen, og det vidner om, at holdet kan gå hele vejen, hvis koncentrationen og disciplinen fortsætter.

MJ

Mike Jensen jubler efter sin 1-0-scoring mod FC København.