Trænerteamet forstærkes

11.10.2012 12:51

Brøndby IF har torsdag indgået en aftale med John Faxe Jensen, der fra dags dato ansættes som konsulent i trænerteamet resten af 2012/2013-sæsonen.

- På grund af svigtende resultater har vi i et stykke tid arbejdet på at styrke trænerteamet, og det har vi nu gjort med ansættelsen af John Faxe Jensen, lyder det fra sportschef Ole Bjur.

Rolle som inspirator og sparringspartner

- Auri Skarbalius og Bent Christensen Arensøe fortsætter i deres nuværende roller som chef- og assistenttræner, mens John får en konsulentrolle, hvor han med friske øjne skal komme med input, gejst og ny energi til den sportslige sektor. John skal fungere som inspirator og sparringspartner for trænerteamet.

- Vi har langt hen af vejen været meget tilfredse med det stykke arbejde, som Auri og Bent har bedrevet. Begge arbejder meget struktureret og professionelt med tingene, og der kan ikke sættes en finger på deres faglighed, dedikation og vilje. Men resultaterne er desværre udeblevet. Derfor har vi fundet det nødvendigt at tilknytte John.

- John kommer med en masse erfaring fra trænertilværelsen herhjemme og ikke mindst i udlandet og har selvfølgelig også som spiller meget erfaring fra allerhøjeste niveau, som jeg er sikker på vil komme holdet og den sportslige afdeling som helhed til gode.

- John har en masse gode egenskaber, som vi i den situation, vi står i lige nu, har brug for. Hans fodboldfaglighed er i top, og hans personlighed, gejst og energi vil være af stor værdi for trænerne og spillerne. Jeg er overbevist om, at han sammen med Auri og Bent kan vende udviklingen og få os på sportslig ret kurs igen, slutter Ole Bjur.

Grundet John Faxe Jensen nuværende engagement som fodboldekspert hos TV-kanalen 6'eren er hans første arbejdsdag i Brøndby IF mandag den 15. oktober, hvor han efterfølgende vil være tilgængelig for pressen. Forinden skal Faxe være medkommentator i fredagens landskamp mellem Bulgarien og Danmark.

Om John Faxe Jensen

Som træner vandt John Faxe Jensen det danske mesterskab i år 2000 med Herfølge BK. Efterfølgende har John Faxe Jensen været assistenttræner for Michael Laudrup i Brøndby IF (2002-2006) samt i Getafe i Spanien. Derudover har Faxes trænerkarriere budt på en cheftrænerrolle i Randers FC (2009), hvor han førte klubben fra Kronjylland frem til en 5. plads - deres bedste placering i Superligaen nogensinde. Faxe har også været assistenttræner i Blackburn Rovers (2011).

John Faxe Jensen spillede som aktiv i Brøndby IF indtil 1988, hvor han skiftede til tyske Hamburger SV. I 1987 blev han i øvrigt kåret til Årets spiller i Danmark. Efter en retur til Brøndby IF i årene 1990-1992, samt et Europamesterskab i juni 1992, gik turen herefter til Arsenal i England, hvor Faxe spillede indtil 1996.

Efter udlandseventyret vendte Faxe atter tilbage til Brøndby og nåede fra 1996-1999 at vinde tre mesterskaber på stribe, en pokaltitel samt fejre store triumfer i Europa med de blågule.

JFJ

Kun det mesterskabsår, som Faxe selv dækker over, har den tidligere midtbaneslider ikke været involveret i.