Falkesgaard: Scoringerne knækkede dem ret så effektivt

26.09.2012 19:55

Michael Falkesgaard fik endnu en pokalkamp i målet, da Brøndby IF tidligere på aftenen besejrede B93 3-0.

brondby.com fangede den lange Brøndby-keeper efter slutfløjtet.

Tankede selvtillid med sejr og clean sheet

- Vi var på en mission, som vi skulle fuldføre. Der var et forventningspres, og det levede vi heldigvis op til ved at få en sejr.

- Jeg synes, at det fungerede fint i store dele af kampen, og selv om det stod 0-0 ved pausen, lod vi os ikke stresse til at begå fejl og give chancer væk. Vi holdt fast i konceptet og forsøgte at skabe de muligheder, som kunne gøre, at vi kunne lukke kampen. Vi fik desværre først puttet den ind i anden halvleg, men da vi først fik fat med scoringerne hurtigt efter hinanden, knækkede vi dem ret så effektivt. I det hele taget var det vigtigt at få tanket noget selvtillid med en sejr - og et clean sheet.

- Jeg er glad for Auris tillid, og det er perfekt for mig at få nogle kampe på bagen. Det giver værdifuld ballast og rutine i min udvikling, så jeg suger bare til mig og tager imod alle de kampe, jeg kan få. Det er også en god mulighed for at vise mit værd i kamp i stedet for udelukkende på træningsbanen.

MF

For anden pokalkamp i træk vogtede Michael Falkesgaard Brøndby-målet. Foto: Arnason.dk.