Albrechtsen: Fedt at blive sendt i ilden

03.09.2012 10:10

Martin Albrechtsen fik knap et kvarters spilletid og dermed Superligadebut i Brøndby-trøjen, da de blågule i går aftes spillede 0-0 med FC Nordsjælland.

Den 32-årige forsvarsspiller trådte ind på venstre back, men agerede midterforsvarer i onsdagens pokalsejr over Nordvest FC. Glæden over at få spilletid er imidlertid stor uanset position.

Tør råbe op og tage styringen

- Det var fedt at blive sendt i ilden og få debut i Superligaen for Brøndby IF. Jeg træder gladelig ind på backen, hvis Auri har brug for det, og jeg følte selv, at det gik fint. Jeg tror, at jeg kan bidrage med min erfaring og min rutine i mange situationer. Når tingene ikke lige kører som smurt i olie, kan et hold ofte få brug for en spiller, der tør råbe op og tage styringen.

- Nu har jeg fået spilletid to kampe i træk, og fysisk er jeg ved at være, hvor jeg skal, for at gøre mig gældende. Den lille pause som kontraktfri har selvfølgelig sat mig lidt tilbage, men efter at være startet i Brøndby har jeg kunnet mærke en konstant fremgang.

MA

Martin Albrechtsen måtte starte i træningstøjet, men kunne knap et kvarter før tid trække i kamptrøjen i stedet. Foto: Arnason.dk.