Auri: Vi står godt sammen som hold

27.06.2012 09:21

Tirsdag aften bød på en smal 1-0-sejr til Brøndby IF på træningslejren i Tyskland på et mål af Daniel Stenderup. Modstanderen var SC Preußen Münster.

brondby.com talte med cheftræner Auri Skarbalius dagen efter kampen.

Dejligt at se Oke spille igen

- Vi mødte en god og velorganiseret modstander i går. De var meget direkte og dygtige i omstillingsspillet.

- Derfor var det fint, at vi holdt dem fra at score, og at vores etablerede spil fungerede godt. Vi mangler dog at skabe lidt flere muligheder ud fra vores boldbesiddelse. Men vi får en sejr, og det er altid vigtigt, uanset hvilken type kamp det er.

- Det bedste ved kampen var, at vi står godt sammen som hold hele vejen igennem og søger sejren til det sidste.

- Og så var det dejligt at se Oke spille kamp igen. Han kommer ind og udfordrer med det samme, og han var også meget glad efter kampen. Vi andre var også glade på hans vegne, for det har været et langt, sejt træk for ham, slutter Auri.

DS

Daniel Stenderup scorede Brøndby IF's enlige mål på hovedstød i kampen mod SC Preußen Münster. Foto: Arnason.dk