8. MAJ 2012 kl. 15:00
Kontraktforhandlinger med Mike Jensen indstilles

I løbet af foråret har Brøndby IF og Mike Jensen forhandlet om forlængelse af midtbanespillerens kontrakt, der udløber ved årets udgang.

Parterne er på trods af lange forhandlinger ikke blevet enige om en vilkårene for en ny kontrakt, og forhandlingerne indstilles derfor.

Vi så gerne Mike fortsætte

Sportschef Ole Bjur udtaler:

- Vi aftalte i efteråret med Mike og hans agent, at vi skulle forhandle kontrakt her i foråret. Det har vi så gjort, men desværre har vi ikke kunne nå til enighed. Vi har derfor indstillet forhandlingerne indtil videre.

- Det er ingen hemmelighed, at vi gerne så Mike fortsætte i klubben, men i denne verden kan man ikke altid få enderne til at mødes. Vi har også en økonomisk ramme, som vi er nødt til at holde os inden for.

- Skulle der komme bud på Mike fra andre klubber nu eller til sommer, så kigger vi selvfølgelig på dem, som vi altid gør. Men skulle det ske, at Mike er her kontraktperioden ud, så vil han uden tvivl være til stor gavn for os i efteråret også.

Selv siger Mike Jensen:

- Jeg er ked af og ærgerlig over, at vi ikke kan blive enige. Jeg behøver ikke forklare mine følelser for klubben.

- Jeg ved, at folk ser mig som en kulturbærer, og det er jeg stolt over. Jeg ville gerne have båret kulturen med ind i udviklingen af det nye hold og hjulpet de mange unge talenter, der er på vej.

- Klubben har prioriteret anderledes, og det må jeg respektere. Der er ingen "hard feelings" fra min side. Nu fokuserer jeg på at finde et nyt sted, hvor jeg kan fortsætte min udvikling. Jeg håber at blive ved med at kunne dygtiggøre mig, så jeg på et tidspunkt kan vende endnu stærkere tilbage og være til stor gavn for klubben.

- Som det er lige nu, kan vi som sagt ikke få enderne til at mødes, men jeg er selvfølgelig klar til at give alt i den sidste del af min kontraktperiode, slutter Mike Jensen.