Olsen: Det var for fedt

06.05.2012 19:28

Patrick Olsen fik i dag debut for Brøndby IF's bedste mandskab, da Brøndby IF tabte 0-1 til AaB.

Den unge midtbanespiller havde fået chancen fra start og gjorde det glimrende i en ellers rodet kamp.

Det er svært at beskrive

- Det var en helt fantastisk fornemmelse at få debut i dag og oven i købet starte inde. Desværre vandt vi ikke, men ellers var det en kæmpe oplevelse, og noget der virkelig motiverer mig til at arbejde endnu hårdere.

- Jeg synes aldrig, vi rigtig kommer op i omdrejninger, men jeg synes alligevel, at det er en meget lige kamp, og med lidt mere skarphed kunne vi godt have fået point med heroppe fra.

- Hele holdet har taget rigtig godt imod mig. Det har været super nemt at komme ind på holdet, og alle har været flinke og imødekommende.

- I forhold til mit eget spil forsøgte jeg bare at gå ind og gøre det, jeg kan og holde det simpelt. Jeg synes overordnet set, at jeg gør det okay, men der er også nogle elementer, jeg skal forbedre, slutter Patrick Olsen.