René Joensen på kontrakt indtil 2014

12.03.2012 14:20

Brøndby IF og U19-talentet René Joensen har mandag underskrevet en kontrakt, der binder den færøske U21-landsholdsspiller til klubben foreløbigt indtil sommeren 2014.

René Joensen, der til daglig spiller i det centrale forsvar på Brøndby IF's U19-hold, rykkes til sommer op i A Talenttruppen og indgår altså herefter fast i Superligatruppens dagligdag. René har sideløbende med sin fodboldkarriere gået på Brøndby Idrætsefterskole.

Har drømt om det længe

Efter kontraktindgåelsen havde René Joensen følgende kommentarer:

- Jeg er meget stolt - det er noget jeg har drømt om længe. Det er stort, specielt når man kommer fra så lille et land.

- Der har nok været mange, der ikke har troet på mig tidligere, men det har jeg modbevist, og jeg er glad for, at det er lykkedes. Nu ser jeg frem til at rykke op til sommer og udvikle mig endnu mere.

Talentchef Kim Vilfort:

- René arbejder altid stenhårdt. Hans kompromisløse indstilling er nok hans største styrke, og uanset om det er træning eller kamp, er han 120 % fokuseret på opgaven.

- Han har mest spillet højreback på det færøske U21-landshold, men vi ser ham primært som centerforsvarer. Det er glædeligt, at vi har løftet endnu en U19-spiller til at kunne tage springet op i vores Superligatrup.

Sportschef Ole Bjur supplerer:

- René er meget hurtig og utrolig stærk i duelspillet. Han har udviklet sig eksplosivt det seneste år, og hans dedikerede indsats har nu fuldt fortjent resulteret i en ny kontrakt.

- Vi glæder os til at følge hans videre udvikling, og jeg er overbevist om, at han nok skal rykke sig yderligere, når han fra sommer kommer ind i et træningsmiljø med dygtigere spillere. Han er en spændende forsvarsspiller, slutter Ole Bjur.

RJ OB

U19-talentet René Joensen hånder med sportschef Ole Bjur efter indgåelsen af den nye kontrakt.