Krohn-Dehli: God fight

12.03.2012 08:05

Søndag aften spillede Brøndby IF og AGF 0-0 i anden runde af forårssæsonen i Superligaen på Brøndby Stadion.

Midtbanekreatør Michael Krohn-Dehli er dagen derpå ok tilfreds med ét point efter en kamp, hvor det ikke helt spillede for de blågule.

Vi stopper ikke med at fighte

- Det var en kamp med god intensitet og masser af fight, og jeg hæfter mig ved, at ingen af os slår op i banen, selv om vi ikke rigtig får spillet til at køre i går. Det har vi haft meget fokus på - at vi altid skal arbejde stenhårdt og ikke miste gejsten og fighterviljen, når tingene ikke helt fungerer.

- Vi laver for mange fejlafleveringer og stresser os selv, hvilket gør at vi skal løbe meget mere end nødvendigt og ikke er skarpe nok i de afgørende situationer.

- Som kampen forløb, må vi være tilfredse med et enkelt point, selv om det bestemt ikke var vores udgangspunkt forud for kampen. Men AGF spillede fornuftigt og var gode rent defensivt, så det fik selvfølgelig også indflydelse på vores præstation, runder Krohn af.

MKD DN

Michael Krohn-Dehli er tilfreds med fighterviljen i søndagens nullert mod AGF. Foto: Arnason.dk.