Makienok: Det så godt ud

27.02.2012 09:04

Simon Makienok og Nicolaj Agger danede frontduo i sejren på 3-1 mod Randers FC. Begge spillere kom på tavlen, og angrebskonstellationen så lovende ud.

brondby.com fangede den ene halvdel af makkerparet for en kort kommentar om kampen, og hvordan han synes samarbejdet med Nicolaj Agger gik.

Det bliver bedre endnu

- Jeg synes egentlig ikke, vi starter specielt godt. Randers får lagt et godt pres på os fra start af, og vi laver for mange personlige fejl. Som halvlegen går, kæmper vi os ind i kampen, og i anden halvleg sidder vi på det meste og spiller en fornuftig omgang fodbold.

- Personligt synes jeg, det gik fint. Jeg får en del at arbejde med og får vist prøver på det, jeg kan. Derudover var det selvfølgelig dejligt med mit første mål på Brøndby Stadion oven i købet foran 1618 tilskuere til en træningskamp. Det er ret imponerende.

- Jeg synes samarbejdet med Agger så fint ud. Jeg bliver assisteret af ham, og jeg synes allerede, vi har en god ide om, hvordan vi hver især spiller og løber. Når det er sagt, er det klart, at jo mere vi spiller sammen, jo bedre bliver det.

- Jeg kom jo lidt senere i gang med den hårde vintertræning end de andre grundet en skade og turen med ligalandsholdet, men jeg synes, jeg er rigtigt godt på vej. Jeg mangler måske et par procenter, før jeg er, hvor jeg skal være, men det skal nok komme før kampen mod SønderjyskE, garanterer Simon Makienok Christoffersen.

SM

Simon Makienok scorede et mål og var konstant en trussel foran mål.