Auri: Godkendt kamp

25.02.2012 19:07

Brøndby IF vandt i dag 3-1 over Randers FC i den sidste træningskamp før det går løs mod SønderjyskE den 4. marts, når Superligaen starter op igen.

brondby.com fangede cheftræner Auri Skarbalius til en kommentar ovenpå sejren.

Vi bliver ved med at arbejde hårdt

- Jeg er selvfølgelig tilfreds med resultatet, men jeg synes ikke, at vores spil fungerer, som det skal i første halvleg. Vi sidder ikke helt tæt nok, og vores pasningsspil er for sløset. Cadeau til Randers som jeg synes spiller godt i starten, og de presser os hårdt, når vi har bolden.

- I anden halvleg begynder vi at spille hurtigere, og man kan se, at Randers begynder at blive lidt trætte. Det skaber mere plads til os, og vi kommer frem til en del chancer. Jeg er glad for at vi laver tre mål, og at vi generer mange chancer i dag.

- Holdet bliver ved med at arbejde hårdt, selv når spillet ikke flyder. Det er meget vigtigt for mig, at de bliver ved med at kæmpe og spille fodbold, selvom det ikke lige kører. Det viser at deres form er god, og de har tiltro til egne evner.

- Nikolaj Agger og Simon Makienoks samarbejde ser også godt ud. Men det bliver selvfølgelig bedre jo mere de spiller sammen. Agger er god til at tage løbene i de frie rum, når Simon modtager bolden. Simons højde gør også, at vi har fået flere facetter i vores spil, så det giver nogle andre muligheder end vi tidligere har haft, slutter Auri Skarbalius. 

AS

Alt i alt en tilfreds cheftræner efter 3-1 sejren over Randers FC.