Agger: Min bedste form nogensinde

09.02.2012 13:39

I onsdagens træningskamp mod Brønshøj BK blev Nicolaj Agger dobbelt målscorer. Det ene mål var en sand perle, som blev smækket ind lidt uden for feltet.

brondby.com fangede Nicolaj Agger dagen derpå, og fik en kommentar på hans langskudsmål og hans nuværende form.

En god holdpræstation

- Jeg synes, vi spiller en fin kamp. Ligesom resten af holdet starter jeg lidt sløvt, men stille og roligt kæmper vi os ind i kampen og sidder egentlig på det meste resten af tiden. Vi scorer fem mål og holder dem fra at score, så det må siges at være tilfredsstillende. Personligt får jeg puttet to ind, det er jeg selvfølglig tilfreds med, men starten kunne godt have været bedre.

- I forhold til målet så modtager jeg en god bold fra Romme, (Dennis Rommedahl, red.) som jeg får lagt til rette. Jeg fornemmer, at jeg har okay med tid, så jeg tager chancen og trykker til, og heldigvis gik den i mål. Jeg har øvet mig en del efter træning på skud uden for feltet, så det var dejligt også at gøre det i kamp.

- Jeg tror aldrig før, jeg har været i så god form, som jeg er nu. Ahrons (Ahron Thode, red.) fysiske program har virkeligt sørget for at få os spillere trimmet og i form. 

- Jeg føler, at jeg har udviklet mig som fodboldspiller ved at spille fast både i Djurgården i efteråret og nu her i Brøndby i træningskampene. Det betyder virkeligt meget for ens udvikling, at man spiller fast på et højt niveau.

- Ja, det er rigtigt, at vi havde fri i dag, men jeg ville lige ind og træne en omgang let ben og noget mave. Det er min plan at komme i den bedst mulige form, jeg kan i år, og hvis jeg skal ofre en fridag, så gør jeg gerne det, slutter Nicolaj Agger.    

NA

Tomålsskytten Nicolaj Agger var igen på pletten og var medvirkende til 5-0 sejren over Brønshøj BK.