Paul Jattas kontrakt ophæves

31.01.2012 20:10

Brøndby IF og Paul Jatta er blevet enige om en ophævelse af spillerens kontrakt med klubben.

Årsagen til kontraktophævelsen er, at Paul Jatta ikke har udsigt til spilletid i Brøndby IF, og at man i trænerteamet og den sportslige ledelse har vurderet, at dette forhold ikke vil ændre sig fremadrettet.

Jatta kan komme videre i karrieren

Sportschef Ole Bjur:

- Vi har ophævet kontrakten med Paul, da han ikke indgår i vores planer fremadrettet. Der er stor konkurrence om pladserne på vores midtbane, og med yderligere tanke på de spillere, der er på vej nedefra, ser vi ikke Paul spille en rolle på vores Superligahold fremadrettet.

- Det er vigtigt for os at give vores spillere mulighed for at komme videre i karrieren, når det ikke bliver i Brøndby IF, at de slår igennem, og derfor er vi i dag blevet enige med Paul om at ophæve kontrakten.

Selv siger Paul Jatta:

- Min tid i Brøndby har været god, men også hård på grund af de skadesperioder, jeg har haft. Udsigten til spilletid her i klubben var ikke god for mig, så jeg er glad for, at vi blev enige om at ophæve kontrakten, så jeg kan få spilletid et andet sted.

Gambianske Paul Jatta kom til Brøndby IF i 2009 fra Banjul Hawks FC og nåede at spille 21 førsteholdskampe for de blågule.

PJ 

Paul Jatta i en af sine 21 førsteholdskampe for Brøndby IF.