Mike: Gik overraskende godt

11.01.2012 08:43

Mike Jensen fik 65 gode minutter i benene, da Brøndby IF tirsdag aften besejrede Aalesund FK med 1-0 i en træningskamp.

Midtbanedynamoen er dagen efter fint tilfreds med både sin egen og holdets indsats.

Alle arbejdede stenhårdt

- Det gik overraskende godt for mig, men det hænger også sammen med holdets præstation. Alle arbejdede stenhårdt og var koncentrerede hele vejen igennen, og det tekniske niveau var faktisk også fint i forhold til, at det var første kamp efter pausen.

- Det var helt perfekt at spille fra start. Det er det, jeg har ventet på og glædet mig helt vildt til. Jeg har bare gået og talt ned i ferien, så jeg er rigtig glad for, at det gik godt, og at jeg ikke kunne mærke noget til skaden overhovedet.

- Vi skal huske på, hvorfor vi spillede en god kamp i går og holde fast i de ting. Bedre spil og bedre resultater kommer kun med hårdt arbejde fra alle og stærkt sammenhold i truppen. Men kampen i går var i hvert fald en god oplevelse for os og en god start på året.

MJ

Mike Jensen spillede en god kamp og mærkede intet til skaden i tirsdagens sejr over Aalesund FK.