Årets spiller 2011: Michael Krohn-Dehli

03.12.2011 23:09

Lørdag aften blev Brøndby IF's traditionsrige årsfest afholdt i Vilfort Loungen på Brøndby Stadion.

Under den velbesøgte begivenhed skulle Årets Spiller 2011 for henholdsvis Superligatruppen, kvindeholdet og amatørerne som vanligt kåres.

Prisen som Årets Spiller for Superligaholdet tilfaldt for andet år i træk Michael Krohn-Dehli.

Clarence modtog Krohns pris

Michael Krohn-Dehli er i løbet af november måned blevet stemt ind som Årets Spiller af Brøndby IF's frivillige ledere og trænere, der alle har kunnet stemme på deres favorit. Dermed kan midtbanekreatøren for andet år i træk bryste sig af titlen, som hans kollega, anfører Clarence Goodson, modtog for ham under årsfesten lørdag aften, da Krohn ikke selv kunne være til stede.

Det er første gang i klubbens historie, at den samme spiller vinder titlen to år i træk. Både Bjarne Jensen og Per Nielsen er blevet kåret som Årets Spiller to gange, men altså ikke i træk.

Årets kvindespiller blev Stina Lykke, der heller ikke var til stede til årsfesten. Her måtte cheftræner for kvinderne, Peer Lisdorf, træde til som stand-in for prismodtageren. Sidst, men ikke mindst blev Thomas Roed kåret som Årets amatørspiller.

brondby.com ønsker stort tillykke med kåringerne til alle tre spillere, der hver især har haft et stærkt år på henholdsvis prof.-, kvinde- og amatørsiden.

CG

Clarence Goodson modtog på vegne af holdkammerat Michael Krohn-Dehli vandrepokalen som et bevis på kåringen som Årets Spiller 2011 i Brøndby IF.

PL

Cheftræner for Brøndby IF's kvindehold, Peer Lisdorf, modtog på vegne af Stina Lykke prisen som Årets kvindespiller.

TR

Thomas Roed blev Årets amatørspiller i Brøndby IF.