Nilsson: Styrket under Auri

24.11.2011 08:29

Svenske Mikael Nilsson nyder fortsat sejren over FC København og kigger frem mod Horsens-kampen, der bliver endnu en test for Brøndby-holdet.

Den rutinerede højre back er sikker på, at holdet bliver stærkere, når Auri Skarbalius' ideer og træning får tid til at forplante sig.

Solid organisation - mere på vej

- Det er klart, at det har været sjovere siden søndag at komme til træning og arbejde igennem, når man har vundet over FCK. Man får en stor motivation for at arbejde endnu hårdere, fordi det betaler sig.

- På mandag gælder det kampen mod Horsens, og det bliver endnu en test for os, og her skal vi vinde igen. Ellers får FCK-sejren ikke den samme store betydning, så kampen på mandag er lige så vigtig som kampen i søndags.

- Som hold er vi blevet stærkere efter Auri er kommet til. Vi arbejder bedre sammen, og vores organisation er blevet mere tydelig, hvilket også betyder, at vi ikke giver mange chancer væk. Auri har selvfølgelig kun været her i kort tid, men hans ideer og tanker er spændende, og jeg er sikker på, at holdet kun vil blive endnu bedre, når hans træning for alvor vil forplante sig.

AS

Svenske Mikael Nilsson roser cheftræner Auri Skarbalius.