Blog: Lockhart: Skuffelsen er kolossal, men...

05.08.2011 13:45

Da SV Ried i aftes reducerede til 2-4 kort før tid og dermed sendte os ud af det europæiske selskab for denne gang, følte jeg det personligt som et gevaldigt, mentalt æselspark lige i solar plexus.

Jeg er sikker på, at denne stærkt ubehagelige følelse blev delt af rigtigt mange andre med blå-gule hjerter. Så tæt på - og dog alligevel håbløst langt fra. Denne kæmpe skuffelse kommer oven i købet i forlængelse af et par nedslående præstationer. Som igen følger i slipstrømmen efter flere sæsoner, hvor Brøndby IF ikke har levet op til omverdenens berettigede forventninger.

Nu kan man så spørge sig selv, om vi fortsat er i færd med at grave os dybere og dybere ned i hullet. Om den sportslige deroute efterhånden bliver total - og om Brøndby IF på alle fronter virkelig kun er på vej imod endnu mere håbløse tider.

Til det kan jeg kun sige: NO WAY!

Kvalitet og talenter

Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi trods de seneste udfald på grønsværen er på den helt rigtige kurs. Det er i den forbindelse utroligt vigtigt at huske på, at vi er inde i proces, hvor den helt basale målsætning er at skabe et mere slagkraftigt hold - end det, vi har set de seneste sæsoner. Vel at mærke et hold, der samtidig koster færre penge end det, vi har været vant til at bruge de senere år.

Mere kontant formuleret, så handler det om at få flere point på kontoen for hver krone, vi investerer. Dette gør vi dels ved at bruge de fantastisk dygtige, unge talenter, vi er så heldige at have i klubben. Flere af disse viste i den grad vejen i gårsdagens sejr - som det jo trods alt blev til, og jeg er overbevist om, at de unge spillere fra ?egen køkkenhave? også kommer til at spille en vigtig rolle for klubben i fremtiden.

Derudover handler det om at tilføre kvalitet på højt niveau udefra i passende doser. Til en pris, der er til at betale. Dette er Goodson, Thygesen og (tror jeg godt, jeg tør love) Femi gode og tydelige eksempler på. Lykkes det så i øvrigt at hente endnu en forstærkning i dette vindue, så er vi blot et skridt længere i den plan, vi har lagt. Den plan, der gradvist, men sikkert skal føre os tilbage til den absolutte top i dansk fodbold.

Med til planen hører selvfølgelig også, at vores spillere og trænere skal rustes med den optimale tro og tillid til sig selv og hinanden. Ressourcerne skal på alle områder udnyttes bedst muligt.  Vi bliver således langsomt, men sikkert rustede til at tage kampen op med vores største konkurrenter til guldet - og først og fremmest bliver det muligt for os at honorere den fantastiske opbakning, som vores sponsorer og ikke mindst vores helt unikke fans, har givet os og fortsat stiller op med i disse, ikke helt lette tider.

Jeg kan forsikre jer om, at vi holder os til den plan, vi har lagt samt, at den plan fører os frem mod lysere og en dag også mere gyldne tider. Skuffelsen lige nu er kolossal, men det er styrken i og omkring klubben heldigvis også. Ligeså er viljen og evnerne til fortsat at skabe positiv forandring. Det kan jeg godt garantere.

Med blå-gule hilsener,

Jan Lockhart