Nedtur i Kirke Såby

06.07.2011 09:43

Nederlaget i træningskampen mod FC Roskilde i Kirke Såby var overordnet set et resultat af en skidt indsats fra det meste af holdet.

Chancerne til en del flere scoringer end Jens Larsens fine mål var der dog, men effektiviteten manglede foran kassen, og i et par situationer var koncentrationen ikke til stede i forsvarsspillet, hvilket gav FC Roskilde to dumme scoringer.

Nedenfor kan du læse et fyldigt referat fra kampen.

Mange chancer, få mål

Omgivelserne i Kirke Såby var ganske hyggelige, og da sommervejret viste sig fra sin rigtig pæne side, var der lagt op til en god eftermiddag/aften på det lille stadion 10 kilometer vest for Roskilde. Desværre begrænsede de gode oplevelser sig mest til alt det uden for banen.

Det startede egentlig som forventet med et Brøndby-hold på bolden med kontrol over tingene. Roskilde stod relativt langt tilbage på banen med den lille, lynhurtige Jeppe Kjær ventende oppe foran på kontramulighederne.

Sådan en kom efter 13 minutter, hvor en Roskilde-spiller efter lidt roderi i Brøndby-feltets venstre side fik lagt et fladt indlæg ind mod forreste stolpe, hvor Anders Randrup presset af Jeppe Kjær ramte bolden forkert og måtte se kuglen gå i nettet bag Stephan Andersen. Selvmål og 1-0 til FC Roskilde.

Små ti minutter senere bragte Jens Larsen balance i regnskabet, da han efter en fiks 1-2 med Martin Bernburg flot lobbede bolden over Roskildes keeper. Et smukt mål og generelt en fin indsats af Jens Larsen.

Et par minutter senere var farlige Jeppe Kjær tæt på at bringe sit hold foran, da han efter en friløber lobbede bolden over Stephan Andersen. Desværre for Kjær og Roskilde gik bolden også et stykke over mål.

Det næste kvarter bød på fire udmærkede Brøndby-muligheder, men ingen mål. Jan Kristiansen, Jens Larsen og Mikkel Thygesen var alle tæt på, og tre minutter før pausen var det så Martin Bernburg, der flugtede bolden knaldhårdt i sidenettet efter et rigtig flot opspil med en masse førstegangsafleveringer. Symptomatisk for kampen var udnyttelsesprocenten også her uhyrlig lav.

Første halvleg blev rundet af med endnu en Jeppe Kjær-friløber, som han prikkede forbi Stephan Andersen, men også forbi mål. 1-1 og pausetid.

Afbrændere og et tyndt straffe

I anden halvleg var mønstret det samme som før pausen. Dog havde Brøndby IF bedre styr på defensiven og tillod meget få muligheder. I den anden ende af banen var der imidlertid ikke bedre styr på afslutninger, som igen lod meget tilbage at ønske.

I 50. minut drev Mikkel Thygesen gæk med en forsvarer i Roskilde-feltets venstre side og kom til sidst til et indlæg. Det slog han lige ind i panden på Martin Bernburg, der desværre overplacerede hovedstøddet en anelse, så bolden gik lige forbi den ene opstander.

I minutterne herefter fulgte tre udmærkede Brøndby-forsøg fra blandt andre Jan Kristiansen, der sendte et hårdt langskud lige i favnen på Roskildes godt spillende målmand.

I denne periode sad udeholdet på stort set alt spillet, og Roskilde var presset langt ned på deres egen banehalvdel. Efter 65 minutter resulterer presset i en god mulighed til Jens Larsen, der spilles fri i venstre side af feltet, men afslutter lige forbi mål.

Fra det 66. minut og to minutter frem kom FC Roskildes gyldne periode i anden halvleg. Først var de tæt på at score på en retur efter et hjørnespark, og minuttet efter kom situationen, der skulle afgøre kampen. Jeppe Kjær, der vel var banens bedste spiller, driblede i højt tempo dybt ned i Brøndby IF's højre forsvarsside. Her fra skar han ind i feltet og blev skubbet en anelse af indskiftede Franck Semou. Det mente kampens dommer var nok til et straffespark, selv om Jeppe Kjær stadig var på benene og havde bolden på fødderne. Et meget tyndt straffespark, som FC Roskilde udnyttede sikkert til 1-2.

Et kvarter før tid var det tid til endnu en kæmpe Brøndby-chance. Jan Kristiansen blev spillet helt blank i det lille felt, men på en eller anden måde formåede Roskildes keeper at parere afslutningen med foden. Det var en af de chancer, som er langt sværere at misbruge end at score på. På returen fik Mikkel Thygesen sin afslutning blokeret.

Ti minutter før tid kom endnu en stor scoringschance til udeholdet. Indskiftede Nicolaj Agger blev spillet i dybden, tog et fint træk og sprintede fra forsvarerne, men afsluttede i sidenettet i det korte hjørne på den oplagte mulighed.

Næste farlige Brøndby-chance stod der Alexander Green på. Den talentfulde midtbanespiller kom ind i anden halvleg og leverede en udmærket indsats. I denne situation blev Green spillet fri på kanten af feltet, mens hans halvflugtning sad lige på keeperen.

I et forsøg på at få udlignet blev Max von Schlebrügge sendt op foran i de sidste fem minutter af kampen. Det var tæt på at give pote, da han fint fik gledet en dyb stikning videre til Brent McGrath, der scorede sikkert. Desværre havde linjedommeren flaget oppe, og dommeren fløjtede for offside.

Umiddelbart før slutfløjtet headede Max von Schlebrügge lige på målmanden, hvilket blev kampens sidste chance. FC Roskilde vandt 2-1 i en kamp, hvor Brøndby IF havde langt det meste af spillet, men enten ikke blev rigtig farlige eller ikke formåede at udnytte de mange chancer, de trods alt fik spillet sig frem til.

En skuffende kamp, men en hyggelig dag i Kirke Såby. Næste opgave for Brøndby IF er to træningskampe på tysk grund mod hhv. FC St. Pauli (8/7) og Hansa Rostock (10/7).

FC Roskilde - Brøndby IF 2-1 (1-1)

1-0 Selvmål (Anders Randrup, 13. min.)
1-1 Jens Larsen (21. min.)
2-1 Tobias Perch-Nielsen (69. min.)

Startopstilling

S. Andersen

A. Randrup - D. Stenderup - M. von Schlebrügge - J. Frederiksen

J. Larsen - M. Jensen - M. Nilsson - J. Kristiansen

M. Thygesen

M. Bernburg

Udskiftninger

Ind i anden halvleg: Franck Semou, Brent McGrath, Nicolaj Agger, Alexander Green og Thomas Rasmussen.

Ud i anden halvleg: Jan Frederiksen, Martin Bernburg, Anders Randrup, Jan Kristiansen og Jens Larsen.