Blog: Sportschefen gør status

08.04.2011 09:44

Den 1. marts tiltrådte Ole Bjur som ny sportschef i Brøndby IF. Som spiller opnåede Ole Bjur at blive Årets Spiller i 1994 samt at vinde tre mesterskaber med Brøndby IF.

Fremover vil Brøndby IF's nye sportschef Ole Bjur og administrerende direktør Jan Lockhart blogge her på brondby.com. Denne gang har Ole Bjur ordet.

Maksimalt fokus

De seneste fem uger har været såvel spændende som udfordrende og har dermed levet helt op til de forventninger jeg havde, inden jeg tiltrådte i jobbet som sportschef den 1. marts.

Og lad mig understrege med det samme, at jeg nyder at være tilbage i fodboldens forunderlige verden, hvor forskellen mellem succes og fiasko er hårfin - og hvor følelserne konstant er i kog. Jeg nyder også at være tilbage i Brøndby IF. Jeg har savnet klubben, at være en del af denne klub - og ikke mindst klubbens fans.

Vi har i dette forår spillet fire kampe i Superligaen med svingende resultater. Kampene mod Lyngby og SønderjyskE var godkendt ud fra et spillemæssigt synspunkt, omend vi naturligvis havde fortjent at vinde over Lyngby. Kampen mod FC København var en af de kampe, hvor man nåede hele følelsesregisteret igennem, startende med glæde over en fremragende første halvleg via frustration over et tilfældigt mål i starten af anden halvleg til desperation over kampens afslutning, der ikke helt fortjent endte med et nederlag på 1-3.

Jeg synes egentlig, at vi set over 90 minutter havde fortjent bedre. Endelig spillede vi den seneste kamp på hjemmebane mod Silkeborg, hvor vi længe lignede en vinder, men hvor Silkeborg fortjent fik udlignet i overtiden, selvom de havde spillet 10 mod 11 i mere end en halvleg. Vores anden halvleg var absolut ikke godkendt, hvilket ærgrer spillerne mere end nogen andre.

Set over hele perioden har der været masser af spillemæssige lyspunkter, der danner grobund for optimisme og tro på, at vi kan få de meget omtalte sølvmedaljer til Brøndby IF og dermed lave det bedste resultat siden sæsonen 2005/2006. Kampen mod Silkeborg viste dog, at vi ikke kan tillade os at slække på kravene til os selv. Det kræver således maksimal fokus resten af sæsonen, hvis vi skal leve op til de store spillemæssige og resultatmæssige forventninger, vi har til os selv.

Fremtidig strategi

Der har i den forløbne tid været snakket meget om den fremtidige strategi for Brøndby IF, herunder spørgsmålet om talentudvikling. Hvor meget skal egne talenter fylde i det fremtidige Brøndby IF, og hvor langt kan man komme med egne talenter? Gode spørgsmål, som der naturligvis ikke findes nogle entydige svar på. Det helt afgørende for mig er, at vi til fulde udnytter det potentiale, der er til stede hos vores unge spillere. Vores mål vil således altid være at sikre vores unge spillere en så god fremtid som muligt, hvad enten det er i Brøndby IF eller i en anden klub.

Det er ikke altid let at vurdere, hvordan og hvor hurtigt store talenter vil klare den svære overgang fra ungdomsfodbold til seniorfodbold, men ved at have en klar plan og et ekstremt fokus på deres personlige udvikling, kan vi optimere muligheden for, at den pågældende unge spiller kan få en fremtid på vores Superliga-hold. Hvis en af vores unge spillere ikke når hele vejen til vores Superliga-hold, er det vigtigt for os, at han er godt nok fodboldmæssigt uddannet til, at han succesrigt kan genstarte sin karriere i en anden og mindre klub.

En af de unge spillere, der lader til at klare overgangen fra ungdomsfodbold til seniorfodbold godt og hurtigt, er vores egen Mathias Gehrt. Mathias spillede senest en fremragende kamp mod Silkeborg, hvor han var en af vores bedste spillere. De fleste iagttagere er enige om, at Mathias har en usædvanlig boldbegavelse. Dog er det stadigvæk alt for tidligt at spå om Mathias' fremtid. Vi skylder Mathias at give ham tid til at udvikle sig og ikke have urealistisk store forventninger til ham.

I det hele taget skal vi generelt være varsomme med at udskrige unge talenter til morgendagens superstjerner, efter deres første succesrige optræden på den store scene. Rejsen til toppen for disse unge spillere er i forvejen lang, og et kæmpe forventningspres vil i mange tilfælde blot gøre rejsen endnu længere - til skade for spilleren selv og alle os andre.

Opbakningen er afgørende

Som skrevet i starten har det været fantastisk at komme tilbage til Brøndby IF. Specielt har jeg nydt atmosfæren til hjemmekampene, hvor tilskuerne i almindelighed og Sydsiden i særdeleshed har vist sig fra sin bedste side. Jeg kan ikke tydeligt nok understrege betydningen af denne opbakning til vores hjemmekampe. At bringe Brøndby IF tilbage til toppen af dansk fodbold er en stor udfordring. Det er min helt klare opfattelse, at alle i Brøndby IF, herunder både spillere, trænere, administrativt ansatte og frivillige, er klar til denne udfordring.

Udfordringen kræver dygtighed, hårdt arbejde og frem for alt - tålmodighed. Sikkert er det dog, at vi hurtigere når vores mål med fortsat massiv opbakning fra vores fans.

God kamp på søndag i Odense,

Ole Bjur