Køhlert: De tre point vigtigst

29.11.2008 20:08

- Det handlede om tre point i dag og ikke følelser.

Cheftræner Tom Køhlert var klar i mælet efter Brøndbys 2-0-sejr over Vejle på Brøndby Stadion. Kampen var Køhlerts sidste som træner for Brøndby IF på Brøndby Stadion.

Kendetegner et tophold

- Holdet er det vigtigste. Vi vidste, at vi ikke måtte tabe point i dag, og selv om spillet ikke var det bedste, er det eneste der tæller, at vi vandt. Alt andet er mere eller mindre ligegyldigt; også at vi fire stopper, fortsætter Køhlert med henvisning til, at det også var sidste hjemmekamp for Kim Daugaard, Henrik Jensen og Jørgen Henriksen.

- Vi har arbejdet meget med det mentale i løbet af ugen, fordi vi har haft problemer med at spille to gode kampe i træk. Nu var det offensive spil måske ikke prangende i dag, men til gengæld stod defensiven perfekt; Stephan Andersen havde vel næppe en mudderplet på trøjen; vi holder dem helt væk.

- Det kendetegner et tophold. At holde modstanderen væk, så man kan tåle at det offensive ikke kører. På det punkt er vi nået langt, konkluderer Køhlert.

- Blandt andet derfor er jeg også tilfreds med dette efterår. Vi har også en 4-5 point mere end jeg havde regnet med. Uanset resultatet i Odense i næste uge ligger vi med i toppen og dermed er målsætningen nået. Men selvfølgelig vil vi arbejde hårdt på at hente efterårets 3. sejr i Odense, og derefter er det slut.

Tom Køhlert smiler en smule og går tilbage mod hjemmeholdets omklædningsrum... for sidste gang som træner for Brøndby IF på Brøndby Stadion..

Køhlert gav her til aften spillerne fri søndag og mandag.