Ny træner for kvindeholdet

07.10.2008 12:55

Klavs Rasmussen tiltræder stillingen som cheftræner for Brøndby IF?s 3F Ligahold pr. 1. januar 2009. Kontrakten løber 1½ år.

Den tidligere SAS Liga-træner for OB og cheftræner for 3F Liga-holdet i SønderjyskE overtager dermed ansvaret for de seksdobbelte Danmarksmestre fra Brøndby IF og det er en opgave Klavs Rasmussen ser frem til.


Klar til udfordringen

- Brøndby IF er en af de førende klubber indenfor dansk fodbold med store resultater, stolte traditioner og kendt for at være en meget professionel drevet klub. Dette gælder også på kvindesiden, hvor Kvindeafdelingens ledelse bygger afdelingen på samme store traditioner og professionalisme. 

- Når man får muligheden for at være en del af Brøndby IF og endda få muligheden for at sætte sit eget præg på den fortsatte udvikling af denne klub er der ikke så meget betænkning, siger Klavs Rasmussen.

- Med en trup med samme sportslige muligheder som den nuværende skal Brøndby IF være med helt fremme i de turneringer, som holdet deltager i. Under alle omstændigheder skal holdet fastholde en spillestil med boldfaste, kombinationsstærke spillere med et kontant og aggressivt forsvarsspil. Vi tager dog én kamp af gangen, det har ofte vist sig at være det mest fornuftige, udtaler den kommende cheftræner.

- En vigtig del af mine arbejdsopgaver bliver også at videreudvikle linket til pigeungdomsafdelingen og ligesom på herresiden få plads til spillere af egen avl på klubbens bedste hold. Dette arbejde skal foregå i samarbejde med de øvrige trænere i Kvindeafdelingen og det ser jeg virkelig frem til, siger Klavs Rasmussen.

Tilfreds formand

Michael Gatten, formand for Brøndby IF's Kvindeafdeling, er meget tilfreds med at aftalen med Klavs Rasmussen er faldet på plads.

- Klavs er den helt rigtige mand til posten, hvor både de faglige og menneskelige kvaliteter passer perfekt ind i Brøndby IF. Vi har haft nogle rigtig gode samtaler, og her har Klavs bekræftet os i, at han passer på den profil, vi har ønsket som cheftræner, udtaler Michael Gatten.

- Klavs har god kontakt med sine spillere og fokus på de værdier vi bygger vores klub på. Kombineret med Klavs? faglige og teoretiske indsigt vil han blive en stor gevinst både for holdet og for klubben som helhed, fastslår Michael Gatten.

kvinder

Brøndby IF's kvinder har vundet DM seks gange i træk. Klavs Rasmussen overtager ansvaret 1. januar, hvor det bl.a. vil handle om jagten på mesterskab nummer 7 i træk.