Holmén: Vi skal vinde

26.08.2008 11:55

Samuel Holmén kan ikke få kampe nok og han glæder sig til de to kommende opgaver, som efter midtbanespillerens mening begge skal vindes.

- Vi spiller på hjemmebane og begge kampe skal vindes. Det er to meget forskellige opgaver, men målet er det samme, lyder det fra Holmén.

Handler om point

- Vi har selvfølgelig et godt udgangspunkt med 4-0 på udebane og det er et simpelt krav at vi skal videre. Det var det også før lodtrækningen, men nu handler det også om at sikre flest mulige point til UEFA-regnskabet.

- Vi skal bruge kampen til at tage skridtet videre i udviklingen af vores spil, og forhåbentlig kan vi trække ekstra selvtillid med fra opgøret. Selvom vi har vundet 4-0 på udebane skal man dog på ingen måde tro, at finnerne vil lægge sig ned. De vil gøre hvad de kan for at få et resultat, så det er en kamp vi skal tage meget seriøst fra start til slut. Men naturligvis skal vi vinde sådan en kamp på hjemmebane, lyder det.

Omkring FCK-kampen vil Holmén ikke sige så meget før UEFA-opgøret er spillet.

- Vi skal fokusere på en kamp af gangen, og ikke tage noget for givet. Men på søndag spiller vi på hjemmebane, og så er det ligemeget hvem modstanderen er. Vi skal vinde på Brøndby Stadion, længere er den ikke.

 Holmén

Samuel Holmén er kommet godt fra start i denne sæson. Her glæder han sig over 2-0 målet mod FC Nordsjælland og også i UEFA Cuppen har der været grund til det brede smil.