Jacob Berthelsen: Ikke straffespark

09.08.2008 20:54

- Det var fantastisk med en sejr i dagens kamp. Specielt efter kampen mod Randers i sidste uge, fortæller en glad, men træt Jacob Berthelsen. 

- I dag får jeg lov til at spille en hel kamp fra start, fordi Jon Jönsson er ude med en skade. Det går egentlig meget godt for mig den første time. Jeg har mange interne kampe med Gilberto Macena, men i de sidste 30 minutter bliver jeg efterhånden en anelse træt. Der laver han nogle ting, jeg ikke helt kan følge.

Ikke fair

Til straffesparksdommen mod Berthelsen følgende kommentar.

- Vi kæmper 4-5 meter uden for feltet, hvor jeg har godt fat i ham. Dommeren kunne godt fløjte for frispark der, men situationen forsætter, og vi ender i straffesparksfeltet, og der synes jeg ikke, der er straffespark. Vi får tacklet ham rent i feltet, så det er ikke helt fair, lyder det.

Med de tre point i SAS Ligaen kravler Brøndby IF på en andenplads inden søndagens kampe. Den kommende uge står på to kampe, hvor den første går til Finland.

- Nu er det kampen i UEFA Cuppen det gælder. Jeg ved ikke, om Jon Jönsson når at blive klar til kampen, men uanset hvad, skal det nok blive en spændende tur, smiler Jacob Berthelsen.