24. JUNI 2008 kl. 08:57
Talenter: En grundsten i Brøndby IF

Den sidste artikel fra sommerens udgave af Fodbold i Brøndby bringes her.

Brøndby IF's talentmaskine kører for fuld damp. Den ene fodboldspiller efter den anden bliver formet og modnet, spillemæssigt og mentalt, indtil han er flyvefærdig og klar til højeste niveau. De største talenter kommer på kontrakt i superligatruppen,, de næstbedste bliver hjulpet videre til andre klubber hvor de kan fortsætte deres udvikling.

Grundstenen

Talentafdelingen er en af grundstenene i klubben, og den er en central og vigtig del af visionen; Brøndby IF skal have det bedste talentarbejde i Danmark. Det er derfor ikke en tilfældighed at en lang række spillere fra de tolv superligaklubber har slidt deres første mange par støvler op på vestegnen.

Fodbold i Brøndby har sat en spiller fra hver af de tre ungdomshold stævne, for en omklædningsrumssnak om deres syn på det at være talent i Brøndby IF. Det blev en spændende snak om både drømme, pres, og tyske Brøndby-fans.

Pierre Kanstrup / U21
Alder: 19 år
Position: Forsvar/Midtbane
Begyndte som Miniput i Brøndby som 5-årig i 1994

Jens Stryger Larsen / U18
Alder: 17 år
Position: Midtbane
Kom til Brøndby fra Herfølge som 15-årig i 2006

Nicolai Boilesen / U16
Alder: 16 år
Position: Forsvar
Kom til Brøndby fra Skovlunde som 13-årig i 2004

Man hører ofte  om at der er noget specielt ved at færdes i Brøndby IF ? at man kan mærke en særlig atmosfære. Hvad synes I om det - er der egentlig noget der er anderledes her end andre steder?

Nicolai: - Når vi spiller hjemme i Brøndby er der jo altid god opbakning, ligesom der er inde på stadion når superligaholdet spiller. På banen kan man også tydeligt mærke at de hold der gæster Brøndby virker lidt skræmte, og siger 'okay, vi pakker os og går efter det ene point'. Når vi spiller på udebane, så er der altid det ved det, at man kan mærke at modstanderen vil gøre alt for at slå os. De andre vil altid lige give lidt ekstra for at slå dem i den gule trøje. Personligt er det noget som gør mig endnu mere stolt indeni af at bære Brøndbys emblem på brystet.

Jens: - Det som Nicolai siger, kan jeg helt sikkert nikke genkendende til. Derudover har vi et rigtig godt sammenhold i klubben, og uanset hvilket ungdomshold man kommer fra, så kan vi snakke med hinanden.  Det giver en særlig atmosfære.

Pierre: - Jeg har jo været i klubben, siden jeg var helt lille. Det har så længe jeg kan huske altid været et sted hvor alle snakker med alle. Folk hilser altid, og vi er her jo alle for at spille bold og have det sjovt. Men det er da rigtigt; alle de andre vil slå Brøndby.

Brøndby IF er en klub som tiltrækker mange unge talenter. Føler i jer pressede til konstant at levere varen?

Pierre: - Det gør man. Uden tvivl. Der er altid stor konkurrence, fordi alle gerne vil spille i Brøndby. Så skulle du spille dårligt, jamen så finder de lynhurtigt en ny, som kan gøre det ordentligt. Men det er med til at udvikle dig.

Jens: - Ja, det er klart at hvis man ikke spiller op til sit bedste, så starter du ikke inde næste gang. Men man kan også vende den om og sige at vi samtidig har nogle super gode trænere som er dygtige til at holde os fokuserede. Min egen træner, Bent ('Turbo' Arensøe, red.), lærer jeg virkelig meget fra. Han har jo spillet på højt niveau, så han har jo en masse erfaring han deler ud af.

Der er for nylig blevet bygget nye faciliteter til ungdomsholdene. Hvilket signal synes I klubben sender til jer unge spillere, når de investerer i nye bygninger til jer, i stedet for at kun at bruge penge på superligaholdet i en periode hvor man er under pres fra alle sider?

Pierre: - Det sender jo et klart signal om at selv om man er i en downperiode, så er man stadig fuldt fokuseret på talentudviklingen og vil fortsat gerne satse på folk fra egne rækker. Det giver os jo helt klart ekstra blod på tanden til at give den en ekstra skalle og sige 'nu skal vi sgu vise dem'.

Nicolai: - Med hensyn til de nye faciliteter er det super, for nu er både junior, ynglinge og 2. holdet samlet ét sted. Vi har på mit hold snakket lidt om at man som U16 spiller ikke helt føler sig som en professionel, men det giver lidt ekstra på den kant, at komme over samme sted som de lidt ældre, hvor en del af dem jo allerede har fået superligadebut.

Superligaholdet har for nylig været igennem en turbulent periode med svingende resultater. Har I ungdomsspillere kunnet mærke det fra omgivelserne?

Pierre: - På skolen har man fået tonsvis af kommentarer fra folk som siger 'hvad laver du dog i Brøndby, de duer da ikke til noget'. Men man ved jo godt at sådan forholder det sig ikke. Også på landsholdet har de andre spillere set deres snit til lige at prikke lidt til én på den måde.

Nicolai: - Ja, de der kommentarer er man ikke sluppet for. Men når man snakker ungdomsfodbold i Brøndby så er alle godt klar over at klubben har et enormt godt ry på det område. Og folk er udmærket klar over at vi her ligger helt i top. Måske har jeg også kunnet mærke et lille ekstra gejst i den periode, for det har været sådan at vi nok har følt en slags modvilje og tænkt 'nu skal vi eddermame ud og vise dem'  - og det har både vi og de andre ungdomshold så gjort. Man kan i hvert fald ikke sætte nogen finger på talentholdenes resultater den seneste tid.

Har I nogen forbilleder?

Nicolai: - Mit store forbillede er Daniel Agger. Det er det på flere måder. For det første spiller han på samme position som jeg selv, og for det andet så kan jeg enormt godt lide hans historie. Agger var i drengetiden helt nede på 3. holdet, hvilket viser at man ikke behøver være det helt store stjerneskud i ungdomsrækkerne for at blive til noget stort - hvilket han virkelig har bevist.

Pierre: - Jeg har altid syntes rigtig godt om en Mike Jensen. Jeg har altid syntes at han var en enormt god fodboldspiller. Da jeg var yngre gik jeg altid og øvede på at lære de samme finter som han kunne.

Jens: - Jeg synes der er mange. En af de bedste midtbanespillere i verden lige nu er Barcelonas Iniesta. Ham kan man godt sige at jeg ser op til.

Pierre: - Nu er jeg jo blevet rykket op på midtbanen, og i de fodboldkampe jeg ser, kigger jeg meget på dem der spiller i den samme position, og på hvad de gør. Det er tit jeg tænker: 'Hvorfor katten har de så meget plads at vende på, når jeg aldrig synes jeg har noget'.

Hvad nu hvis det ikke bliver fodbold - har I gjort jer nogen tanker om hvad I så vil lave?

Jens: - Jeg tænker egentlig kun på at blive professionel fodboldspiller. Jeg går i 10. klasse, så jeg har endnu ikke helt styr på hvad jeg kunne tænke mig at lave, hvis ikke det bliver ved fodbolden.

Pierre: - Jeg afslutter mit HHX her til sommer. Skulle det glippe med foldbold, så har jeg et eller andet sted en plan i baghånden om at jeg gerne vil arbejde med børn. Måske som skolelærer eller sådan noget. 

Hvad har I haft af sjove og specielle oplevelser I jeres tid i klubben?

Nicolai: - Haha, jeg har en sjov en. Der var en episode hvor vi var i Tyskland til en indendørsturnering. Vi troede egentlig at det bare var en stille og rolig turnering, men vi kommer så ind i denne her kæmpe store arena med enormt mange tilskuere, som råber og skriger. Det var helt vildt. Til vores store overraskelse ser vi, at der oppe på tilskuerrækkerne står 10-12 tilskuere med Brøndbytrøjer på. De viser sig så at være tyske Brøndbyfans - og de hepper på os hele vejen igennem turneringen. Det var sgu en speciel oplevelse, og noget man bliver stolt over at tænke på.

Pierre: - Jeg har naturligvis også mange sjove og store oplevelser med Brøndby. For er par år siden var vi i Frankrig og spille turnering. Det var en prestigefyldt turnering hvor vi mødte klubber som Lille, Marseille og Villareal. Vi vinder alle vores kampe og går gennem turneringen med en målscore på 10-0 og får denne her kæmpe pokal. Der var så mange talentspejdere, og mange af spillerne fik henvendelser fra de helt store klubber. Der er ofte talentspejdere, men her var det helt vildt.

Her til sidst - hvad er jeres mål i jeres karrierer som fodboldspillere - både på kort og lang sigt?

Jens: - Det kortsigtede mål er at vinde U18 DM med holdet. På lang sigt er det da en drøm at kunne komme til udlandet. Det er selvfølgelig også et af mine store mål at komme til at spille for superligaholdet, men mit helt store mål er at kunne leve af at spille på højt niveau i udlandet.

Nikolai: - Som Jens i ynglinge-rækken, vil jeg på kort sigt, som anfører på juniorholdet, også rigtig gerne vinde junior-rækken og løfte trofæet. Omkring udlandet blev jeg sidste år inviteret til prøvetræning i Monaco, hvilket var en spændende oplevelse. Men mit helt store mål er at få lov at løbe ind på Brøndby Stadion som superligaspiller for Brøndby IF. Det vil være helt fantastisk.

Pierre: - Jeg kom på banen for superligaholdet, da vi for nylig slog FCK. Det var virkelig kæmpestort. Det har hele tiden været et mål, så man kan sige at det er drømmen, der nu er ved at gå en lille smule i opfyldelse. Det store mål er at komme i A-truppen og så bide sig fast. At få spilletid i så stor en kamp er et skridt på vejen og en fantastisk følelse. De andre har virkelig noget at glæde sig til.

- Med hensyn til langsigtede drømme, så drejer det sig altså udelukkende om Brøndby, og skulle det lykkedes, så må vi jo se hvor langt det kan bære. Der er sgu ikke nogen grund til at flyve for højt, for så falder man bare og slår sig, smiler Pierre Kanstrup.