Peguero: I feel good

01.10.2007 11:08

Søndag d. 30. september var en stor dag for Peguero Jean Philippe. Mere end et år efter han blev båret fra banen på Brøndby Stadion til tilskuernes taktfaste "Haiti, Haiti", fik han i går come back i gult og blåt, da han fik spilletid i 2. divisionsholdets udekamp mod Greve. 

Den haitianske tekniker var derfor en glad mand, da brondby.com mødte ham mandag morgen.

45 minutter på banen

- Det var fedt at spille igen. Jeg mangler selvfølgelig en hel masse, men jeg synes ikke det var så slemt som frygtet. Kroppen og knæet reagerede fint, og efter 5-10 minutter på banen tænkte jeg ikke så meget over det. Så var det bare cool at være på banen igen, smiler han.

Dagen efter står den på restitutionstræning i motionsrummet, og Peguero træner på lige fod med alle andre, der var i kamp søndag.

- I feel good, kommer det med med dreven stemmeføring. Jeg har det godt, og er glad for at være på vej tilbage. Det er en lang kamp, men jeg tror på det, og arbejder videre dag for dag. Målet er at spille derinde, og gøre det igen, fortæller han og nikker mod banen mens han hentyder til de mål, han nåede at score i den korte tid han nåede at spille inden skaden.

Peguero

Peguero i aktion i gårsdagens andendivisionskamp mod Greve, hvor han fik fuld spilletid i anden halvleg.