Per: Enige om at betale fans

14.08.2007 00:55

Det er efterhånden et stykke tid siden Brøndby har vundet på udebane. Alligevel betaler rigtig mange Brøndby-fans hver anden uge masser af hårdopsparede penge for at følge klubben på udebane. Denne mandag i Viborg var turen dog gratis for medlemmer af Brøndby Support. Spillertruppen havde nemlig sendt hatten rundt og samlet penge ind, så fansene ikke skulle betale en krone.

- Vi er jo godt klar over, at vi ikke har leveret varen i lang tid på udebane, og vi er utrolig glade over den støtte, de alligevel har leveret på udebane, og nu ville vi betale lidt tilbage og vise, at vi stadig sætter pris på dem, fortæller anfører Per Nielsen om initiativet.

- Vi snakkede allerede om at gøre det før ferien, men der blev det ikke til noget, men det gjorde det så nu. Vi var enige om, at nu skulle det være, lyder det fra Nielsen.

Fansene er kanon

På trods af at kampen mod Viborg blev spillet på udebane var det alligevel Brøndbys fans man kunne høre fra start til slut og anføreren var da også tilfreds med fansenes indsats.

fans

Fansene bakkede op i 90 minutter, uden pause.

- De er jo kanon og støtter os hele vejen igennem, så det var fint nok. Jeg håber, der bliver lige så god opbakning i Horsens, som der var i dag, og at de møder ligeså talstærkt op til den tid, siger han og afslører, at det ikke kun var fansene, han var imponeret af.

Tale fra anføreren

- Jeg ved ikke, hvor mange spillere du har snakket med idag, men de siger jo allesammen, at de er tilfredse med anden halvleg, og sådan har jeg det også. Den er jeg så også meget tilfreds med.

- Det er det gamle Brøndby-hold, vi ser i anden halvleg. Der er god moral, og vi tror på det, og med lidt held, så vinder vi den kamp. Det var et skridt i den rigtige retning, lyder det fra anføreren, der efter kampen samlede spillertruppen i omklædningsrummet og holdt en lille tale.

- Jeg roste dem for deres anden halvleg, og det var det, lyder det fra anføreren, inden han går afsted mod spillerbussen.