Duncan: Vi dribler for meget

14.08.2007 00:50

Et kvarter før tid fik Morten Duncan Rasmussen udlignet Viborgs føring til 1-1. Efter scoringen søndag mod Lyngby var det anden kamp i træk, at Duncan kom på måltavlen, men det var han lidt ligeglad med efter kampen.

- Det gælder om at få tre point, og det fik vi kke. Vi kommer igen og spiller godt. Selvfølgelig er det positivt, men jeg synes jo, vi er gode nok til tre point, men det kan vi jo ikke være, når vi ikke får den. Vi løber ned mod deres mål hundrede gange, hvor vi så bare fumler den væk i stedet for at spille os til de helt store chancer. Det er fordi, vi lige skal drible lidt for meget eller være lidt for smarte, lyder det fra en ærlig Duncan, der i modsætning til træner Køhlert ikke synes, at det var den bedste udekamp i et par år.

Mange gode udekampe

- Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes, vi har spillet mange gode udekampe, hvor vi har været mere uheldige end i dag. Vi spillede en god halvleg, men første halvleg var ikke så god. Hvis vi havde mødt et tophold, kunne de måske godt have lukket den. Det er skræmmende, at man skal bagud 1-0 før man vågner op. Det var godt i anden halvleg, men det burde have været sådan fra kampens start, fortæller Duncan, der nu ser frem til lørdagens møde med de gamle klubkammerater fra AGF.