Køhlert: Bedste udehalvleg i to år

13.08.2007 22:15

1-1 i Viborg var det samme resultat som Tom Køhlert fik i sin udebanepremiere tilbage i marts måned. Bedømt på anden halvlegs Brøndby-pres ser Køhlert dog væsentlige fremskridt i forhold til dengang.

- Jeg synes sgu, det var en god kamp med rigtig godt fodboldspil. Vi er enige om, at anden halvleg er det bedste et Brøndby-hold har leveret i halvandet til to år på udebane, lyder det fra træneren efter kampen.

Stor ære

- Vi kan ikke komme nærmere den sejr, uden den kommer. Selvfølgelig har vi hver vores halvleg, men jeg synes egentlig kvaliteten og indstillingen var okay, og så kan man ikke gøre mere. Jeg tror ikke, jeg havde en spiller, der ikke gjorde, hvad han kunne, roser Køhlert og fortsætter.

- I anden halvleg fortjener spillerne stor ære, fordi de kommer igen efter at være kommet bagud. Vi går over og spiller 4-4-2 og får samlet angriberne lidt mere. Vi var bestemt ikke tilfredse med 1-1 og gør alt hvad vi kan for at afgøre det. Vi går så meget efter det, så de får to kontramuligheder til sidst, selvom de er på hjemmebane.

- Det er ikke så tit, man ser et udehold presse så meget, som vi gjorde. Vi skal heller ikke glemme, at vi har to store chancer i de første fem minutter. Det var ikke et Brøndby-hold i forfald, som vi har set det de andre gange. Da de scorer tænker man ellers "åh nu igen".

I pausen viste det sig som en god ting, at Brøndby har tilknyttet en mentaltræner til at kigge på udebaneresultaterne.

- Vi bearbejder med det hver eneste dag. Vi har nogle plancher, hvor der står nogle ting, vi skal holde fast i, når modgangen kommer, og de plancher viser jeg spillerne i pausen. Samtidig var det vigtigt, at vi fik lagt deres bagerste kæde under pres, og det kunne vi kun gøre ved at smide Peter Madsen op ved siden af Duncan.

madsen

Madsen rykkede en tak frem, og bidrog til en god offensiv anden halvleg.

4-4-2 en mulighed

Du siger, at det bliver bedre med 4-4-2. Er det noget, du overvejer at spille fra start fremover?

- Ja, det kunne godt tænkes. Jeg fik i hvert et fingerpeg om at både Lorentzen og Tobias kan spille midtbanespiller og ikke kun fløje. Centralt var det også godt så længe Daugaard kunne påtage sig den rolle at gå med op til andenboldene, så det må vi kigge på, siger Køhlert.

Kloge centralt

Opstilligen med Daugaard og Gislason centralt var heller ikke tilfældig.

- Det var et forsøg på at få to centrale spillere med taktisk klogskab. Vi har gang på gang set på udebane, at vi taber bolden ude i siden på korte afleveringer, og så er der ingen, der tænker på hvordan vi står centralt. I Herning tror jeg, vi lukkede fire mål ind på kontra på den måde, og det var det, vi skulle undgå. Man kunne også bruge Retov derinde, men i denne kamp var der ingen grund til at skifte ud. Vi havde de muligheder, vi skulle bruge hele vejen igennem, forklarer Køhlert, der ser optimistisk på fremtiden.

per

Gislason i nærkamp.

- Vi kan tage meget med fra anden halvleg og egentlig også de første 10-15 minutter af første. I anden halvleg så vi nogle af de gamle dyder med agressivt presspil, så der er ved at være tegningen til noget godt, lyder det fra cheftræneren.