Olsen og Williams rykkes op

18.12.2006 08:56

Når A-truppen den 8. januar møder ind til den første træning i det nye år, bliver det med tre nye spillere i omklædningsrummet. Stephan Andersen er allerede hentet fra engelske Charlton og senest er talenterne David Williams og Marc Olsen netop blevet belønnet for efterårets indsats og deres lovende udvikling med en plads i A-truppen.

- Både David og Marc har gjort det godt i den seneste tid, hvor de begge har trænet med A-truppen. Marc har spillet et par kampe, mens David har fået spilletid i ca. halvdelen af kampene i efteråret og han har også markeret sig med mål i de seneste kampe. De er begge meget talentfulde og det er et helt naturligt skridt i deres udvikling, at de nu får lejlighed til at videreudvikle sig i A-truppen, udtaler sportschef Anders Bjerregaard. 

Marc Olsen har sine store forcer i det offensive spil. Teknisk dygtig dribler der har et godt blik for medspillerne. Sparker godt med venstrebenet og scorer en del mål.

David Williams er en målsøgende angriber, der gerne afslutter fra distancen. Han er hurtig og god til at finde rummene i dybden. Målfarlig og meget træfsikker i afslutningerne.

17 på 4½ år

De seneste 4½ år har Brøndby IF, udover Marc Olsen og David Williams, rykket 15 spillere op i A-truppen fra U-20 truppen. Listen tæller bl.a. navne som Jonas Kamper, Thomas Kahlenberg, Niki Zimling, Daniel Agger, Kasper Lorentzen og senest blev Morten "Molle" Rasmussen, Martin Spelmann, Mike Jensen og Michael Tørnes rykket op i sommer.

20-årige Marc Olsen har været i Brøndby IF siden drengeårene, mens David Williams skiftede til Brøndby IF i sommer fra den australske klub Queensland Roar FC. Marc Olsen har i et par sæsoner markeret sig som en af de bedste for U-20 holdet, hvor han også har båret anførerbindet.

Marc Olsen og David Williams starter træningen op den 8. januar og skal med på træningslejren til Gran Canaria den 16. januar, hvor Brøndby IF deltager i Maspalomas Cup. De er begge med i truppen til TELE2 Cuppen i Brøndby Hallen den 6. januar. Se truppen her.

Marc Olsen og David Williams får tildelt deres trøjenumre på et senere tidspunkt.

Marc Olsen

Marc Olsen debuterede i Parken mod F.C. København og nåede at spille yderligere en kamp i efteråret. Teknisk begavet offensiv-spiller der er meget udfordrende i sit spil.

David Williams

David Williams har sin unge alder til trods vist, at han har et stort potentiale. 14 kampe og 4 mål blev det til i efteråret.