Brøndby nærmere klubrekorden

25.09.2006 11:18

Med søndagens 2-2-kamp i Odense er Brøndby IF fortsat SAS Ligaens eneste ubesejrede mandskab. Sæsonens ni første kampe har således kastet fem sejre og fire uafgjorte af sig, og Brøndby nærmer sig klubrekorden, der lyder på 11 kampe fra sæsonstart uden nederlag.

Den blev sat i efteråret 1991, hvor Brøndby åbnede med 11 kampe uden at tabe. Først i 12. rundes møde med AGF blev det til et nederlag på 0-1 på hjemmebane 6. oktober 1991. I efteråret 1996 klarede Brøndby sig lige så godt som i år med point i de ni første kampe. Dengang stoppede Vejle Brøndbys stime i 10. runde med en overraskende 2-1-sejr på Brøndby Stadion 29. september 1996.

Taber sjældent efter 2-0 føring

Faktisk satte Brøndby med det uafgjorte resultat i Odense en ny pudsig klubrekord. Det var nemlig første gang i Superligaen, at Brøndby har spillet uafgjort i fire udekamp på stribe.

Brøndby var jo ellers foran 2-0 og på vej mod en sejr, der ville have sendt de blå-gule til tops i SAS Ligaen. Men to mål af OB betød, at Brøndby lod modstanderen indhente en 2-0-føring for første gang siden 17. august 2003, hvor Brøndby førte 2-0 i Viborg, der siden sikrede sig 2-2.

Brøndby taber dog meget sjældent en kamp, når først holdet har sikret sig en 2-0-føring. Senest det skete, var 15. august 1993, hvor Thomas Thøgersen og Brian Jensen havde bragte gæsterne i Silkeborg foran 2-0. Alligevel vandt hjemmeholdet med 4-2. Morten Bruun scorede det sidste mål efter 89 minutter.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.

Hannes Sigurdsson

Jubel efter Sigurdssons føringsmål.