24. MAJ 2006 kl. 12:54
David Williams til Brøndby IF

Brøndby IF har i dag skrevet en 3-årig kontrakt med det australske angrebstalent David Williams. Den 18-årige offensivspiller er allerede tiltrådt i klubben og deltager i eftermiddag i træningen sammen med Tom Køhlerts U-trup.

- Vi fik kendskab til David gennem vores scouting-netværk og har løbende holdt øje med ham. I efteråret inviterede vi ham på et 14-dages træningsophold og fik her et positivt indtryk af ham. Bl.a. scorede han i den kamp hvor vi testede ham, fortæller talentchef Kim Vilfort.

Landsholdserfaring

David Williams kommer fra den australske liga-klub Queensland Roar og har repræsenteret Australien på både U-17 og U-20 niveau, hvor han var med i trupperne til U-17 og U-20 VM i hhv. Holland og Peru.

- David er en hurtig spiller som kan bruges på både højre kant og som center-angriber. Hans spidskompetence er helt klart afslutningerne; han sparker hårdt og præcist med begge ben. Herudover har han dejlig positiv tilgang til verden, spilleglæden lyser ud af ham.

- Han starter i første omgang i U-truppen omkring 2. divisionsholdet. Vi har valgt at gøre det sådan, fordi det er nemmere for en ung spiller at vænne sig til en ny klub, ja et helt nyt land, når man træner sammen med jævnaldrende og bliver en del af deres sociale netværk, afslutter Vilfort.