21. DECEMBER 2005 kl. 09:12
Hey Tommy Tommy

AUXERRE. I sommer skiftede Thomas Kahlenberg den trygge tilværelsen i Brøndby ud med masser af nye udfordringer. Til trods for at han ikke snakkede et ord fransk - og vel vidende om diverse fordomme om arrogante franskmænd, der ikke kan eller vil snakke engelsk - var Kahlenberg ikke i tvivl om, at Auxerre var den rette klub for ham.

Efter et hektisk efterår er flyttekasserne ved at være pakket ud, og Thomas Kahlenberg kan gøre status over en ny tilværelse, der nok har vist sig at være anderledes, men alligevel ikke helt, som man kunne forvente.

Thomas Kahlenberg

Thomas Kahlenberg som man husker ham i Brøndbytrøjen.

Berømt for udvikling

Auxerre ligger i Bourgogne cirka 170 kilometer fra Paris. Byen, der huser 41.000 indbyggere, er domineret af en katedral, et kloster, bindingsværkshuse og hyggelige, snoede gader. Havde det ikke været for det lokale fodboldhold, ville byen næppe være kendt for den almindelige dansker.

Stik mod alle odds er byen hjemsted for et af de bedre hold i den franske Ligue 1, AJ Auxerre. Store spillere som Eric Cantona, Laurent Blanc, Enzo Scifo, Steve Marlet og Taribo West har været i klubben, og flere af dem har været igennem den berømte talentskole i Auxerre.

Første gang Kahlenberg hørte om Auxerres interesse var i foråret. Dengang var beskeden fra Brøndby dog klar. Der kunne ikke blive tale om forhandlinger. Brøndby havde fået en resultatmæssig lidt svingende start på foråret, og forspringet til FCK skrumpede langsomt.

- Det var et utroligt vigtigt mesterskab for både klubben og spillerne, som vi bare skulle vinde. Derfor krævede klubben, at jeg glemte al snak om kontrakt med Auxerre og koncentrerede mig 100 procent om at spille for Brøndby. Det var en utrolig vigtig periode og en meget professionel indstilling fra Brøndby, som jeg ikke havde nogen problemer med at acceptere.

- Det endte da også med, at mesterskabet kom i hus. Derefter var der lidt snak frem og tilbage. Jeg nåede, at være med Brøndby på træningslejr i Schweiz efter sommerpausen, hvor en af modstanderne var Auxerre, men pludselig gik det stærkt, og kontrakten blev skrevet under.

- Jeg startede i Auxerre 15. juli - et pænt stykke inde i sæsonforberedelserne - og nåede derfor kun, at være med i to træningskampe inden sæsonen startede.

Alligevel lykkedes det Kahlenberg at tilkæmpe sig en plads i startopstillingen allerede til den første kamp i ligaen, og efter hver runde har han kunne føje en ny kamp til visitkortet.

- Jeg synes, jeg har fået en fin start hernede. Det er gået godt for både mig og for holdet. Jeg har spillet meget, og det har været dejligt. Som ny spiller i klubben har man ofte et mål om personlig succes, men det er også vigtigt, at det går godt for holdet.

Ved ankomsten til klubben fik Kahlenberg trøje nummer 10 og blev som nævnt sendt på banen fra start. Forventningerne har imidlertid ikke været urealistisk store.

Thomas Kahlenberg

Den tidligere 7'er i Brøndby, er nu 10'er i Auxerre.

Forventningerne

Auxerre er en ægte Bourgogne-klub, og den ånd, der præger egnen, præger også fodboldklubben. Gamle traditioner spiller en stor rolle i lokalområdet, og folk er meget venlige og høflige. Der sættes stor pris på god vin, god ost og god chokolade som sælges fra de mange familieejede specialbutikker i området.

Drejer man, efter at have diskuteret de lokale produkter med de handlende, samtalen over på fodbold, er det tydeligt at interessen er stor, og at næsten alle følger byens stolthed tæt, men generelt er de lokale ikke fanatiske. Sammenlignet med andre dele af Frankrig synes folk at have begge ben solidt plantet på jorden her.

Det samme gælder klubben. Det familiære er i højsædet, og alle kender alle i en klub, hvor mange frivillige yder en stor indsats. Stadion er også af ældre dato og virker langtfra pompøst og overvældende. Aller mest sigende for klubben og den stemning der hersker, er dog den tidligere træner Guy Rouxs regeringsperiode. I 44 år var han træner, inden han frivilligt gik på pension inden denne sæson.

- Der har klart været forventninger, men det er kun fint nok. Det har jeg ikke noget problem med. Der bliver ikke forlangt mere af mig end af nogle af de andre, og så vidt jeg ved, er der endnu ingen der har sagt, at jeg har været for dyr eller ikke har været pengene værd.

- Jeg tjekker som regel spillerbedømmelserne i den store franske sportsavis L'Equipe samt i den lokale avis i Auxerre, og selvom det selvfølgelig nogle gange går bedre end andre, har de generelt givet rimelig gode karakterer.

Savner Brøndby Stadion

Hvordan er den franske liga sammenlignet med den danske SAS Liga?

- Niveauet er generelt højere her, og der er flere gode spillere. En anden forskel er, at styrkeforholdet er mere lige mellem klubberne. I Danmark har Brøndby og FCK skilt sig ud fra de øvrige hold i ligaen og vinder ofte overbevisende sejre. Her har Lyon ganske vist vundet de sidste fire år, men det er langt mere lige mellem resten af holdene. Det betyder, at der er mange 1-måls sejre og måske også, at der bliver scoret færre mål. Holdene spiller måske lidt mere taktisk.

Til trods for at Auxerre har betalt mange penge for dig, og at den franske liga er et niveau eller to over den danske, virker Brøndby IF på nogle områder som en større klub. Her tænker jeg særligt på rammerne til kampene?

- Det har du ret i. Det er lidt paradoksalt at komme herned til en stor klub som de fleste kender og så spille for færre mennesker på et stadion, der er ældre og mindre, end det man er vant til.

- Med hensyn til stemning til kampene er Auxerre jo langt efter Brøndby, som har et helt exceptionelt hjemmepublikum. Det er fantastisk at spille på Brøndby Stadion, og det er jeg yderst taknemmelig for at have prøvet. Faxe Tribunen er naturligvis en enorm støtte, men også resten af publikum er guld værd.

- I Auxerre har vi en fangruppe bag målet, der støtter os, men generelt er det mere familiært og nede på jorden. Her er Auxerre dog lidt af en undtagelse. Tager du til Marseille, Lyon, Paris og Bordeaux er folk mere hysteriske, og der er langt flere til kampene.

Auxerre, der som nævnt også er kendt for sin evne til at udvikle unge talenter, synes således lidt af en ønskeklub for en ung dansker, der er draget til udlandet for at gøre sig sine første erfaringer med en fremmed liga og fremmed kultur. Fransk, uden at være arrogant, ambitiøs, uden at være hysterisk, og anderledes, men ikke uden ligheder med Brøndby. Alligevel kan det være svært at falde til i et fremmed land, hvor de fleste kun snakker fransk.

Thomas Kahlenberg

Flyvende Kahlenberg på Brøndby Stadion.

Et nyt sprog

- Jeg lærte tysk i skolen, så jeg har måttet lære det på den hårde måde hernede. Alle spillerne i truppen, på nær Rene Bolf fra Tjekkiet, der heller ikke snakker engelsk, taler flydende fransk. Sproget har derfor været lidt af en barriere i starten, men jeg synes nu, vi er faldet meget fint til hernede.

- Jeg har fået mange gode holdkammerater, og vi ses også med nogle af dem i fritiden. Vi har blandt andet været ude at spise nogle gange, og det skal nok blive til endnu mere, når vi har været her noget længere. Det er dog ikke helt det samme som holdkammerater, man kan snakke dansk med, og som man måske har lidt mere til fælles med.

Med betegnelsen "vi" hentyder Kahlenberg til, at han har medbragt sin danske kæreste Anne. Begge tager de fransktimer for at få styr på de svære franske gloser. At en spiller gør en indsats for at lære sproget og integrere sig på holdet, er naturligvis noget, der bliver set meget positivt på. Særlig her på egnen, hvor der ikke er tradition for, at folk taler mere end et enkelt sprog.

I klubben synes man, at Kahlenberg er nået langt på kort tid, og uden for stadion fortæller en fan, at han har mødt Kahlenberg nede i byen, og at hans franskkundskaber er ganske udmærkede.

Ellers er fritiden primært gået med at komme på plads i det franske. Finde et sted at bo, få pakket flyttekasser ud, indrette et nyt hjem. Derudover har familie og venner været forbi, Paris er kun halvanden time væk, og landsholdet har kaldt flere gange. Det har betydet, at der ikke har "været meget tid til bare at være hjemme her i Auxerre" som Kahlenberg udtrykker det.

Kammeratskabet i Brøndby

Lige som der er ligheder mellem Auxerre og Brøndby, er der også forskelle. Primært træningen. Hvor der i Brøndby altid er fuld knald på, og alt foregår med bold, gælder det i Auxerre mere om at blive klar til kamp, og man springer gerne lidt over hvor gærdet er lavest, hvis man kan. Desuden er det nyt for Kahlenberg, at klub og omgivelser ikke forventer, at man vinder hver gang. Men hvad har Kahlenberg lært i Brøndby, som han kan bruge i Auxerre?

- Brøndby har givet mig hele min professionelle fodboldopdragelse. Jeg kom til som 15-årig fra Hvidovre, så stort set alt hvad jeg ved om, hvordan man gebærder sig som professionel fodboldspiller, har jeg lært i Brøndby. Det er en ting, de gør meget ud af at lære de unge, og noget jeg synes, de er rigtig gode til.

- På den måde skylder jeg Brøndby meget. Der var også et fantastisk kammeratskab i truppen. Jeg er stadig i kontakt med mange af de gamle medspillere, og sådan håber jeg, det vedbliver at være. Forhåbentlig kommer jeg også til at se nogle af dem igen, når jeg engang atter vender hjem til Danmark.

En hyggelig samtale med Thomas Kahlenberg har nået sin ende, og det er tid til at drible tilbage mod toget. På vejen løber Fodbold i Brøndby ind i familien Claude. De har en chokoladebutik i byen, og der er åbent hus. Hele familien står klar ved gryderne for at fortælle, hvordan chokoladen bliver fremstillet, og om de traditionelle metoder familien benytter. Fantastisk heldigt lige at rende ind i sådan en rundvisning. Og så måske alligevel ikke så unormalt. Det er jo Auxerre.

Fakta

10 hurtige til Thomas Kahlenberg:

Bedste træner? (pause...) Køhlert eller Laudrup. Det ved jeg ikke.
Bedste medspiller? Per Nielsen. Her i Auxerre er jeg umiddelbart blevet imponeret over vores 7er, Benoit Cheyrou.
Største triumf som fodboldspiller? The Double sidste år med Brøndby
Største fodboldoplevelse? At være med ved EM i Portugal
Hvad savner du mest fra Danmark? Mine medspillere i Brøndby
Går Brøndby videre i UEFA Cup'en? Ja.
Hvem bliver fransk mester? Lyon.
Hvor havner Auxerre? Mellem 4 og 7. pladsen.
Hvem bliver dansk mester? Brøndby.
Hvor ville Brøndby slutte i den franske liga? Det er umuligt at sige.

Bragt i Fodbold i Brøndby nr 4 2005.

Thomas Kahlenberg

En af dansk fodbolds største teknikere i aktion i SAS Ligaen.