20. DECEMBER 2004 kl. 16:40
Herfølge lejer Auri

Brøndby IF's 31-årige venstreback Auri Skarbalius udlejes til SAS Liga-klubben Herfølge. Det er en kendsgerning efter at Brøndby IF, Herfølge og den 31-årige litauer i dag blev enige om vilkårene i en 18 måneders lejeaftale som træder i kraft den 1. januar 2005.

Den solide venstreback har hidtil optrådt 190 gange i Brøndbytrøjen og scoret to mål - ét i ligaen og ét i Europa Cup'en. I indeværende sæson er det blevet til 10 kampe som oftest i indskifterens rolle.

Auri

Et af karrierens højdepunkter - Brøndby mod Barcelona i foråret 2004.

- Auri er en uhyre professionel fodboldspiller med en fantastisk vilje, hvilket han altid har givet udtryk for på banen. Vi indgik i sommer en aftale med Auri om at vi ville arbejde for at leje ham ud hvis der ikke var udsigt til mere spilletid på holdet, fortæller adm. dir. Per Bjerregaard.

Selv siger hovedpersonen:

- Jeg har aldrig lagt skjul på at jeg helst vil spille alle 90 minutter i alle sæsonens 33 kampe. Det har ikke været muligt i Brøndby, og derfor er jeg utroligt glad for det arbejde Brøndby har gjort for at jeg kunne kan komme til at spille i Herfølge. Jeg glæder mig til udfordringerne i Herfølge, og jeg vil i hvert fald gøre mit til at sikre klubben endnu en sæson i SAS Ligaen.

Efter lejeperiodens ophør har Auri Skarbalius 6 måneder tilbage af sin kontrakt med Brøndby IF.

Ekstra på brondby.com