17. NOVEMBER 2004 kl. 08:56
Brøndbyscoringer i U-21 sejr

Både Thomas Kahlenberg og Jonas Kamper kom på måltavlen, da det danske U-21 landshold i går besejrede Georgien i Tbilisi med 4-2. Dermed har U-21 landsholdet, der havde fire Brøndbyspillere i startopstillingen, lagt sig solidt i spidsen i gruppe 2 i EM-kvalifikationen, hvor talenterne nu har tre sejre og en uafgjort i fire kampe.

I forsvaret spillede 19-årige Henrik Kildentoft, der netop har underskrevet en fuldtidskontrakt med plads i A-truppen fra 1. januar, sin anden U-21 landskamp, mens Sebastian Svärd spillede 75 minutter på midtbanen. Både Thomas Kahlenberg, der bar anførerbindet i fravær af AaB's Rasmus Würtz, og Jonas Kamper satte deres tydelige præg på kampen med vigtige scoringer og godt spil.

Danskerne kom foran efter 11 minutters spil, da det tidligere Brøndbytalent Michael Krohn-Dehli scorede let på et frispark efter et målmandsdrop. Thomas Kahlenberg udbyggede føringen med et sikkert udnyttet straffespark i det 32. minut. Kort før pausen fik Georgien reduceret.

Rosende ord til Kahlenberg 

I 2. halvleg fik danskerne endnu et straffespark. Kahlenberg var atter på pletten, men denne gang halvklarede keeperen. Jonas Kamper var dog klar på returen og han scorede sikkert til 3-1 10 minutter før tid. Alt i alt en opløftende præstation af Brøndbyspillerne. U-21 landstræner Flemming Serritslev fremhævede især Thomas Kahlenberg's præstation.

- I dagens kamp er der især grund til at fremhæve Thomas Kahlenberg, Michael Krohn-Dehli og Kevin Stuhr Ellegaard, men de fire første kampe har vist, at vi også denne gang har et stærkt U/21-landshold, der vil komme til at spille med om puljens to første pladser, der giver adgang til play-off kampene i november 2005, udtalte landstræner Flemming Serritslev til dbu.dk efter kampen.

Johan Absalonsen var den femte Brøndbyspiller der kom i aktion i U-21 kampen, da han fik de sidste minutter på banen. Kasper Lorentzen blev ikke benyttet.

De danske scoringer til 3-1 og 4-1 resulterede i en meget ophidset stemning blandt en gruppe af de 2.500 hjemlige fans. Dette udmøntede sig i, at der blev kastet knytnævestore sten og lightere med mere mod den danske udskiftningsbænk samt de danske spillere, der var sendt til opvarmning bag det ene mål.

Sebastian Svärd og Thomas Kahlenberg pådrog sig advarsler i kampen. Det betyder at Thomas Kahlenberg har karantæne når holdet møder Grækenland til februar næste år. Til den kamp har Daniel Agger afsonet sin karantæne, som holdt ham ude af opgøret i går.

Læs mere om landskampen på dbu.dk

U-21 EM-kvalifikation gruppe 2

16-11 Georgien-Danmark 2-4 (1-2)

  • 0-1  Michael Krohn-Dehli (11.)
  • 0-2  Thomas Kahlenberg (32., straffe)
  • 1-2  Irakli Modebadze (44.)
  • 1-3  Jonas Kamper (79.)
  • 1-4  Mikkel Thygesen (81.)
  • 2-4  Giorgi Chelidze (87.)

Tiskuere: 2500

Thomas Kahlenberg i aktion på Brøndby Stadion

Thomas Kahlenberg spillede en stor kamp hvor han også scorede, da U-21 landsholdet i går besejrede Georgien med 4-2.