30. OKTOBER 2004 kl. 16:31
Juniorholdet danske mestre

Med en klar 4-0 sejr på udebane over AB, sikrede Brøndby IF's talentfulde juniorhold sig  i eftermiddags Danmarksmesterskabet, to runder før tid. Da dommeren fløjtede kampen af på AB's baner, fik spillere, trænere og ledere samtidig den lidt overraskende besked fra det jyske, hvor en af de nærmeste konkurrenter Randers FC blot opnåede uafgjort på hjemmebane mod bundholdet AaB.

I sekunderne efter brød jubelen løs, og spillere og trænere kunne fejre et fuldt fortjent Danmarksmesterskab, der er kommet i hus via fantastisk flot fodbold, set over hele sæsonen.

Den stærke offensivspiller Ricky Olsen bragte Brøndby foran allerede efter to minutter, mens det store forsvarstalent Kristian Bo Andersen scorede midtvejs i halvlegen. I anden halvleg var det midtbaneslideren Mikkel Vilfort der udbyggede føringen, inden stortalentet Nikolai Agger fik brudt en mindre målkrise, med sit sæsonmål nr. 22.

Juniorholdet møder i næste weekend KB, til hvad der på forhånd var lagt op til en mindre "guldkamp". Brøndbys talenter er dog allerede sikre på guldet, der med garanti vil blive fejret på Vestegnen resten af aftenen.

Juniorholdet efter lørdagens sejr over AB

Juniorholdet danske mestre 2004!

Det talentfulde hold fejrede sejren på behørig vis

Traditionen tro fik champagne propperne lov til at sprænge efter DM-guldet var en realitet.

Junior Ligaen 20. runde

30-10 AB-Brøndby IF (0-2) 0-4 

  • 0-1 Ricky Olsen (2.)
  • 0-2 Kristian Bo Andersen (20.)
  • 0-3 Mikkel Vilfort (50.)
  • 0-4 Nicolaj Agger (65.)

Tilskuere: 120

Næste spillerunde

  • Lørdag d. 6. november kl. 12.15, Brøndby-KB

Ekstra på brondby.com