Velkommen i Fanzonen
Velkommen i Fanzonen

Fanzonen åbnede i efteråret 2019 og har siden da været en fast del af kampdagen for en stor del af gæsterne på Brøndby Stadion. Fanzonen er internationalt anerkendt for at være blandt de bedste i Europa og tilbyder gæsterne på Brøndby Stadion et bredt udvalg af underholdning, mad, drikke og fodboldstemning.

Hvad kan du forvente i Fanzonen?
I Fanzonen forsøger vi at skabe de bedste rammer for, at fankulturen kan udvikle sig. Det sociale samvær med dine medfans er i fokus, samtidig er der en stærk fokus på fodbolden. Før hver kamp præsenterer vi i samarbejde med 3point sportslig optakt. Der vil blandt andet være live podcasts, eller fokus på konkrete eller historiske emner. Det er samtidig din mulighed for at komme tæt på spillere eller trænere fra klubben. 

Til hver kamp vil der også være quiz om holdene i dagens opgør, hvor der vil være fede præmier på højkant. Derudover vil der fra tid til anden, være andre underholdningsindslag, som eksempelvis livemusik.  

Der er også mulighed for at låne spil, eller tage et slag bordfodbold. Lån af spil er gratis, og bliver udleveret ved garderoben.

Der er altid et bredt udvalg af mad i Fanzonen. I samarbejde med Københavns mad og marked, er der opstillet foodtrucks til alle kampe, som kommer med et varieret udvalg. Der vil selvfølgelig også være mulighed for at tilgå det normale udvalg i boderne, hvis du hellere vil have den traditionelle stadionpølse. 

I vores boder kan du vælge mellem et bredt udvalg af øl, vand og varme drikke. 

I den første åbne time er der happy hour for sæsonkortholdere. Det betyder, at en 0,5l fadøl koster 35 kroner, mens en sodavand er nede i 20 kroner.

Til at håndterer de kolde måneder, er en stor del af siddepladserne i Fanzonen er placeret under varmelamper, ligesom der er opstillet gaspejse. 

Praktisk info
Som udgangspunkt bliver Fanzonen altid åbnet tre timer før kickoff på en kampdag. Dog kan der være udvidet åbningstider til nogle kampe. 

Der er to indgange til Fanzonen, og alle med sæsonkort eller billet til afsnit C, D eller F har adgang til Fanzonen. Det betyder, at har du billet eller sæsonkort til Sydsiden eller GSV-tribunen, så gælder det også til Fanzonen.

Når du går ind i Fanzonen, bliver du visiteret og får scannet din billet eller sæsonkort – derefter er du inde på Brøndby Stadion. På kampdage er Fanzonen nemlig en integreret del af stadion, og du kan gå direkte fra Fanzonen til din plads inde på tribunen.

Portene fra Fanzonen og ind til Sydsiden og GSV-tribunen åbner som udgangspunkt halvanden time før kampstart. For indgangen til GSV-tribunen, skal du fremvise billet eller sæsonkort igen.

Ved indgangen til Fanzonen finder du garderoben. Her kan du søge information omkring dit ophold på Brøndby stadion, og du kan indlevere effekter som du ikke vil have med ind på stadion. Information og garderobe kan tilgås fra begge sider af Fanzonen.  

Fanzonen er åben under kamp for alle med billet eller sæsonkort til Sydsiden, hvilket betyder flere udskænkningssteder før, under og efter kamp, men også flere toiletfaciliteter.

Foran portene til Sydsiden vil der være food trucks med skiftende menuer, der lige som barerne har åbent før, under og efter kamp. Det vil også være muligt at købe grillpølser og anden fastfood under Sydsiden.

Der er opsat skærme i hele Fanzonen og foran scenen er der storskærm. Der vil køre kampe fra Superligaen live eller diverse videoer produceret af Brøndby IF.

Som udgangspunkt lukker Fanzonen en time efter dagens kamp på Brøndby Stadion. Dette kan dog variere afhængig af kampen.


Velkommen til Fanzonen – vi glæder os til at se jer dernede!