artikel

19. JUNI 2020 kl. 13:25
Ole Palmå: Alle der kommer på stadion har et ansvar

På søndag gæster FC København Brøndby Stadion, og her vil lige knap 3000 fans og partnere komme ind og se Derbyet. Myndighederne har nemlig valgt Derbyet til at være en af tre test kampe, der afvikles i runde 29 i 3F Superligaen, hvor man må lukke mere end 500 personer ind.

Myndighederne har i denne uge godkendt en 82-siders kampafviklingsrapport, som Brøndby IF har udarbejdet ud fra de særlige retningslinjer og protokoller, der er gældende i forhold til dette Derby.

Administrerende direktør Ole Palmå roser medarbejderne i klubben for at gøre alting klart og glæder sig nu til at få afviklet Derbyet.

- Siden vi i mandags blev udvalgt som en af de tre testkampe, er der blevet arbejdet intenst på at klargøre stadion ud fra de særlige retningslinjer, der gælder til disse testkampe, og vi er klar. Vi har gennemgået vores planer for afviklingen af Derbyet på søndag med myndighederne, og her har vi fået stor ros og anerkendelse. Jeg er utrolig stolt over det arbejde, der er lagt for dagen af alle i klubben, og nu ser vi alle frem til at afvikle Derbyet på søndag.

- Vi har et stort ønske om at afvikle kampe igen med så mange tilskuere som muligt, og her er testkampen på søndag et skridt i den rigtige retning. Derfor har alle, der kommer på stadion på søndag, også et ansvar for, at vi i fællesskab får afviklet Derbyet indenfor de retningslinjer, der er givet. Vi skal i fællesskab vise, at dansk fodbold er klar til at håndtere de krav, der bliver stillet til os.

Med de mange retningslinjer og begrænset tilskuerkapacitet til testkampen, vil det være et Derby, man ikke har oplevet før, fortæller Ole Palmå.

- Det bliver et helt, helt anderledes Derby end vi er vant til, og det skal folk være indstillet på. Når man er på sin plads på tribunen, vil der være to meters afstand til næste tilskuer, ligesom Sydsiden vil være lukket af. Derudover vil der gælde nogle helt særlige retningslinjer for, hvordan man skal gebærde sig. Det handler om at sikre god hygiejne, holde afstand og følge de anvisninger, der vil være på stadion, og det opfordrer vi selvfølgelig alle til at gøre.

Du kan læse retningslinjerne til tilskuerne her 

Retningslinjer angående smitte med COVID-19
Oplever du symptomer på sygdom fra 48 timer før kampstart, så bliv hjemme

Oplever du symptomer på sygdom i 48 timer efter at have set en kamp på Brøndby Stadion, anbefaler vi, at du ringer til din læge med henblik på test for COVID-19

Bliver du testet positiv for COVID-19, kontakt da Brøndby IF (70200233) omgående med henblik på kontaktopsporing

Retningslinjer for transport
Hold dig opdateret om konkrete forhold før turen til Brøndby Stadion ved at orientere dig på vores hjemmeside, Brøndby Indefra og vores andre platforme

Planlæg din transport til Brøndby Stadion, så du undgår tæt kontakt med mange mennesker – undgå derfor offentlig transport

Planlæg parkering af din bil eller cykel, så du benytter din specifikke adgangsvej til og fra Brøndby Stadion

Ankom på det tidspunkt og sted, der er angivet i den tilsendte tilskuerinformation

Retningslinjer for adfærd på stadion
Benyt kun den specifikke siddeplads angivet på din billet - pladserne er markeret med gule klistermærker

Følg skiltningen og anvisningerne ved stadion og i trappeopgange

Hold altid en meters afstand til andre personer ved indgangen under ophold og afgang - to meters afstand på tribunen

Bliv så vidt muligt på din anviste siddeplads før og under kampen

Vend ryggen til de andre tilskuere på din række, når du bevæger dig til og fra din anviste siddeplads

Orienter dig om ruten til toiletter, boder m.m. via den tilsendte tilskuerinformation

Hold god håndhygiejne, benyt de opstillede håndspritdispensere og undgå så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet, ved håndtag, gelændere m.v.

Undgå kram, highfives og tæt kontakt med personer, der ikke er nærtstående

Hvis du er sammen med andre i en gruppe, så vær opmærksom ikke at blande jer med andre grupper

Vær opmærksom og tag hensyn ved jubel, sang og råb

Alle personer skal være siddende under kampen

Ved råb og sang kan der ske spredning af dråber i en afstand på 1-2 meter. Disse dråber udgør en smitterisiko

Vis derfor hensyn til andre ved råb, sang og lignende

Foto: Getty Images