Vestegns Mesterskaberne i Straffe

07.05.2024 10:00

Fodboldfeberen er på sit højeste i juni måned, hvor det danske herrelandshold deltager i EM-slutrunden i Tyskland.

Brøndby IF er med på bølgen af fodboldfeber, og derfor vil vi i samarbejde med vores partner Arbejdernes Landsbank for første gang nogensinde afholde ’Vestegns Mesterskaberne i Straffe’, som er en straffesparkskonkurrence for blågule fans, der afvikles som en endags-turnering.

Straffesparkskonkurrencen løber af stablen 23. juni og foregår ude foran Ebbe Skovdahl Fan Lounge.

Du kan tilmelde dit hold til turneringen nederst i denne artikel samt læse mere om program/reglement.

Mulighed for at vinde flotte præmier
Der er to hovedpræmier på højkant, som er en VIP-oplevelse for både det unge- og ældre deltagersegment:

For de ældre, 18 år eller derover, en tur i Brøndby IF's mest eksklusive lounge, Michael Laudrup Lounge, hvor du udover fri forplejning i form af lækker mad, øl og vand, sammen med dit hold vil overvære en 3F Superliga-kamp i de bløde sæder i Arbejdernes Landsbanks lounge.

For de yngre, 13-17 år, vil hovedpræmien være en VIP-oplevelse i Brøndby IF's unikke Familie Lounge med fri sodavand og popcorn, mad- og drikkekuponer til Brøndby Stadion samt gode pladser på GSV-tribunen til en 3F Superliga-kamp.

Deltag i en fantastisk dag med højt humør, spænding og intensitet, og hvor vi forvandler vores unikke Goal Station og Ebbe Skovdahl Fan Lounge til én stor straffesparksturnering og finder Vestegnens bedste straffesparksskytter.

Der tændes op i grillen og åbnes for hanerne, mens du samtidig kan holde dig beskæftiget i vores fede aktivitetszone med bl.a. præcisionsnet, fartmåler, sprinttest, cornhole og meget mere.

Hovedpræmier:

Er du 18 år eller derover gælder følgende præmier:

  • 5 x billetter til en udvalgt kamp i Arbejdernes Landsbank loungen til en værdi af 8750 kr.
  • 5 x Brøndby IF x AL Bank halstørklæder.
  • 5 x Select fodbolde.
  • 5 x Brøndby IF drikkedunke.
  • 5 x ramme med Carlsberg SPORT dåsesodavand.

Er du 13-17 år gælder følgende præmier:

  • 2 x 5 billetter til en udvalgt kamp i Familie Lounge inkl. eget bord i loungen, Popcornsmenu i loungen. samt Familiemenu i boderne til en værdi af 2350 kr.
  • 5 x Brøndby IF X AL Bank halstørklæder.
  • 5 x Select fodbolde.
  • 5 x Brøndby IF drikkedunke.
  • 5 x ramme med Carlsberg SPORT dåsesodavand.

Det skal du vide:

  • Man kan tilmelde sig to forskellige aldersgruppe hhv. 13-17 år eller 18+.
    • Alle spillere på holdet skal på afviklingsdagen leve op til at være placeret korrekt i det tilmeldte alderssegment. Fylder man 18 år i løbet af juni/juli/ må man gerne tilmelde sig 18+ eller deltage med et hold som har tilmeldt sig 18+.
  • Alle køn er velkomne til at deltage. Der inddeles ikke grupper baseret på køn.
  • Der er plads til 24 hold i hver aldersgruppe.
  • Man er 5 spillere på et hold inkl. én keeper.
  • Man er garanteret tre ”kampe”.
  • Alle spillere har ét spark pr. kamp.
  • Alle deltagere modtager en Carlsberg SPORT sodavand.
  • Prisen for at deltage:
    • +18 år: 100 kr. pr. spiller / 500 kr. pr. hold.
    • 13-17 år: 75 kr. pr. spiller / 375 kr. pr. hold.

TILMELD DIT HOLD VED AT KLIKKE HER

OBS: Husk at vælge korrekt aldersgruppe, når du tilmelder dit hold. Deadline for tilmelding er 12. juni kl. 12:00.

Oplever du at der er udsolgt, eller har du spørgsmål til Vestegns Mesterskaberne i Straffe, kontaktes eventafvikler Daniel Johansen på [email protected]

Regler og spilformat

Program for dagen

Vestegns Mesterskaberne i Straffe bliver afviklet på vores unikke Goal Station (kunstgræs underlag), hvor de to mål i enderne af Goal Station er i spil. Det vil sige, at der er 4 hold i gang på samme tid.

  • Kl. 09:00 - 13:00: afvikling af aldersgruppen 13-17 år.
  • Kl. 13:30 - 17:30: afvikling af aldersgruppen +18 år.

Der vil hele dagen være en underholdende aktivitetszone, samt åben for forplejning og ophold i Ebbe Skovdahl Fan Lounge hvor stillingen på turneringen også vil være synlig.

Check-in

  • Alle deltagende hold skal melde deres ankomst ved dommerbordet senest 20 minutter inde turneringsstart.
  • Hvis holdet ikke er indmeldt til tiden, kan holdet diskvalificeres.
  • Det er udelukkende turneringsledelsen, der afgør om et hold diskvalificeres.
  • Da turneringen spilles i to fastsatte aldersgrupper, kan turneringsledelsen forlange fremvisning af gyldigt ID. Dette skal derfor medbringes.
  • Hvis en deltager ikke kan fremvise gyldigt ID på forlangende eller hvis en spiller ikke er opfylder turneringskravende, vil den pågældende ikke være spilleberettiget.
  • Det er ikke tilladt hverken at spille op eller ned i aldersgrupperne.
    • Fylder man 18 år i løbet af juni/juli må man dog gerne spille op med et 18+ hold.

Holdudtagelse

  • Holdet skal bestå af fem spiller. En af de fem spillere er keeper og alle fem skal sparke.
  • Hvert hold skal have en anfører, som tager sig af eventuelle lodtrækninger.
  • Alle på holdet skal være inde for samme alderskategori.
    • Det er tilladt at deltage på et 18+ hold, hvis man fylder 18 i løbet af juni/juli 2024.
  • Det er kun tilladt at repræsentere ét hold på dagen.

Kampstart

  • Lodtrækning afgør hvilket hold der bestemmer, hvem der sparker først.
  • Det er anføreren der står for lodtrækningen på holdet, og ligeledes anføreren der tager beslutningen om hvilket hold, der sparker først, hvis lodtrækningen vindes.

Kampen

  • Hvert hold skal sparke fem gang og alle spillere på holdet skal sparke.
  • Selvom kampen måske er tabt efter tre spark, skal de resterende to spark også tages, da målscore i sidst ende kan blive afgørende for videre avancement.
  • Sparkene går på skift mellem holdene.
  • Holdet med flest scorede mål efter fem spark til hvert hold vinder.  
  • Hvis der efter fem spark endnu ikke er fundet en vinder, sparkes der på skift til der fundet en vinder. Her sparkes der i samme rækkefølge som i første runde. Vinderen af ekstraspark tildeles +1 i målscore, dette er uagtet af antallet af scorede mål i ekstra runden.

Pointgivning og videre kvalifikation

⦁    Sejr giver 3 point og nederlag giver 0 point.
⦁    Der spilles uden uafgjort. 
⦁    Hvis to eller flere hold i gruppen ende på samme antal point, findes de videre kvalificerede via følgende prioritering:

1.    Målforskel
2.    Indbyrdes kamp
3.    Flest scorede mål
4.    lodtrækning

Tid

  • Der er 10 sekunder til at afvikle sit spark.
  • Fra et afviklet spark, til at bolden næste gang skal ligge på pletten, har man 30 sekunder.
  • Tiden til et spark skal afvikles (10 sekunder) starter fra at bolden er lagt tilrette på pletten.
  • Hvis bolden ikke er lagt tilrette eller hvis sparket ikke er afviklet inden for tiden, kan dommeren regne forsøget for misset og forsøget går tabt.
  • Det er udelukkende dommeren, der afgør om tiderne overholdes.

Dommeren

  • Dommeren har regnskabet for antal udførte spark og scoringen.
  • Dommeren styrer tiden.
  • Det er altid dommeren, der har det sidste ord vedrørende tvivlsspørgsmål omkring kampafviklingen.

Keeper

  • Som keeper er man fast keeper under en hel kamp.
    • Der må altså ikke skiftes på keeperpositionen efter f.eks. tre spark i en kamp.
    • Dog må der gerne mellem to kampe skiftes keeper.
  • Hvis keeperen grundet en skade ikke kan spille videre, må der gerne skiftes under kampen.

Fremmøde til kamp

  • Hvis et hold møder op til kampen uden at være fuldtallige, vil holdet få fratrukket et spark pr. manglende spiller.
  • Hvis holdet f.eks. kun stiller til kamp med fire mand, vil holdet kun skulle sparke fire spark og det sidste og femte spark vil regnes som et misset forsøg. Dette gælder også ved skader.
  • Hvis et hold ikke møder op til tiden, vil det pågældende hold taberdømmes 5-0. Det er dommeren på banen der afgør om et hold møder op i tilstrækkelig tid.

Skader

  • Bliver en spiller skadet under en kamp, i en sådan grad at spilleren ikke kan fortsætte, er det tilladt for holdet at fortsætte med fire spillere.
  • Rækkefølgen man sparker i fortsætter i dette tilfælde som normalt.
  • Hvis en keeper skades under en kamp, er det tilladt at skifte keeperen under kampen.
    • Dette er ikke tilladt med andre spillere end keeperen.
  • I tilfælde af en skade som gør at en spiller ikke kan fortsætte i turneringen, er det tilladt at skifte den pågældende spiller ud af truppen.
    • Dette skal ske mellem kampe og skal godkendes af turneringsledelsen.
  • Det er ikke tilladt at indskifte en spiller i truppen, som tidligere på dagen har repræsenteret en anden trup.

Forstyrrelser under kampafvikling

  • Bliver enten spillere eller keepere forstyrret i en sådan grad at det har indflydelse på afviklingen af et spark, kan dommeren dømme omspark.
    • Det er udelukkende dommerne der afgør om et spark skal sparkes om.
  • Hvis en tilskuer eller en modspiller gentagende gange forstyrre et spark kan den pågældende person bortvises fra kampen og i yderste tilfælde diskvalificeres fra den resterende turnering.

Usportslig optræden

  • Opfører et hold sig usportslig overfor en dommer, et modstander hold, tilskuere, eller andre tilstedeværende, kan det pågældende hold taberdømmes og i yderste tilfælde diskvalificeres fra den resterende turnering.
  • Dette afgøres udelukkende af turneringsledelsen i samråd med dommerne.