
Ny Head of Recruitment i Brøndby IF Women
14.05.2025 06:00
Brøndby IF har ansat Kenneth Kretschmer Petersen som ny Head of Recruitment i Brøndby IF Women. Ansættelsen er et led i klubbens strategiske satsning på at styrke både senior- og talentdelen.
Kenneth har været en del af Brøndby IF siden 2022 og kommer direkte fra stillingen som cheftræner for klubbens U19-pigetalent hold. Har i 2,5 år arbejdet tæt med udviklingen af unge spillere i klubben og påbegynder nu overgangen til sin nye rolle som Head of Recruitment - sideløbende med, at han færdiggør sæsonen som U19-cheftræner.
Med den nye rolle får Kenneth det overordnede ansvar for rekruttering på tværs af kvindeligaholdet og ungdomsholdene for U16 og U19. Med et skarpt blik for talentidentifikation og lang erfaring med spillerudvikling skal han være med til at sikre, at Brøndby IF fortsat udvikler og tiltrækker spillere, der kan præge både national og international kvindefodbold.
- Brøndby IF har en stærk og stolt tradition i kvindefodbold, og jeg ser frem til at være med til at bygge videre på det fundament. Min opgave bliver at skabe en systematisk og bæredygtig rekrutteringsstrategi, hvor vi både udvikler egne talenter og spotter kvalitet & potentiale eksternt. Det er essentielt at rekrutteringen op imod kvindeligaholdet sker både internt og eksternt, siger Kenneth Kretschmer Petersen.
- Vi er glade for at kunne tilknytte Kenneth Kretschmer Petersen i en strategisk vigtig rolle, Kenneth har bevist at han både har blik for det langsigtede arbejde med talentudvikling og det nødvendige overblik til at matche vores sportslige ambitioner på seniorniveau, udtaler Head of Women's Football Kim André Pedersen.
Brøndby IF ser frem til samarbejdet og byder Kenneth velkommen i sin nye rolle.