Udsolgt ude mod Silkeborg IF

07.05.2024 11:21

I morges blev billetsalget til udebanekampen mod Silkeborg IF sat i gang, og her få timer efter kan vi melde alt udsolgt.

Der venter således opbakning fra 2.214 blågule fans på det udsolgt udebaneafsnit, når vi betræder kunstgræsset på JYSK Park i jagten på tre point mod silkeborggenserne. Det er 18. gang i træk i denne sæson, at vi kan melde vores udebaneafsnit udsolgt.

Vi gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at købe billetter til hjemmeholdets afsnit.

Krav om billed-ID udfaset
Det er ikke længere et krav med påtrykt navn på billetten, og der vil derfor ikke være ID tjek i indgangen.

Ny metode for optjening af Fanscore på udebane
Til udebanekampe har du tidligere fået tildelt point til din Fanscore via din billet, men fremover vil det nu ske via tjek ind i ’Brøndby IF’-appen.

I appen vil det være muligt at tjekke ind hvis du er på stadion fra 3 timer før kampstart og indtil kampen er slut.

Dine point vil blive tilføjet til din profil så snart du har tjekket ind.