Alt udsolgt til Derby på Brøndby Stadion

06.05.2024 11:19

Vi kan nu melde alt udsolgt til sæsonens sidste Derby, der spilles på søndag på Brøndby Stadion kl. 16:00.

Der venter derfor spillerne en flot kulisse med masser af blågule fans på lægterne, når opgøret fløjtes i gang og tre vigtige point skal jagtes.

Vær opmærksom på, at der dog løbende kan fremgå enkelte pladser på billet.brondby.com, i takt med sæsonkortholdere og billetabonnenter frigiver deres pladser.

Med et rekordhøjt antal sæsonkortholdere og billetabonnenter betyder det, at vi i fællesskab skal sørge for, at udnyttelsen af billetterne bliver så høj som muligt, så vi sammen kan fylde stadion til den vigtige topkamp.

Vi vil derfor bede om, at du er ekstra opmærksom på at frigive din plads allerede nu, hvis du er forhindret i at komme til kampen.

Har du sæsonkort?
Vi anbefaler, at du frigiver din plads via ’Brøndby IF’-appen. Hvis du er i tvivl om hvordan du gør, kan du læse mere her.

Har du billet til kampen?
Hvis du har trukket en billet via dit billetabonnement eller har købt en billet og er forhindret i at komme på stadion, så kan du returnere billetten. Se hvordan her.

Fik du ikke billet?
Vores erfaring er, at mange frigiver deres pladser søndag formiddag. Så fik du ikke sikret dig billet til kampen, så anbefaler vi, at du holder øje med billet.brondby.com.