Optakt: Info og stats om Brøndby IF - SønderjyskE

31.05.2020 11:00

Brøndby IF - SønderjyskE
Brøndby Stadion 
25. Runde - 3F Superligaen 

Dommer: Sandi Putros
Kickoff: Tirsdag 2. juni - 19:00 
TV: 3+
Liveupdate: BrondbyLive på Twitter 

Superligaform
Brøndby IF: U-V-T-V-U
SønderjyskE: U-T-T-V-T

Seneste fem indbyrdes Superligaopgør
29.09.2019 SønderjyskE 2-1 Brøndby IF
25.11.2018 SønderjyskE 0-2 Brøndby IF
16.09.2018 Brøndby IF 2-4 SønderjyskE
03.12.2017 SønderjyskE 1-3 Brøndby IF
01.10.2017 Brøndby IF 4-0 SønderjyskE

Karantæne
Eggert Jonsson

Karantæne ved næste advarsel
Hjörtur Hermannsson (3 point)
Anthony Jung (6 point)
---
Victor Mpindi Ekani (3 point)
Patrick Banggaard (4 point)
Artem Dovbyk (6 point)

Vinkler om kampen
Det er Superligakamp nr. 40 mellem Brøndby IF og SønderjyskE. Statistikken siger 23 sejre til Brøndby IF, syv uafgjorte og ni nederlag samt en målscore på 86-45 set med Brøndby IF’s øjne.

Det er knap 21 måneder siden, at SønderjyskE sidst gæstede Brøndby Stadion til en kamp i Superligaen mod Brøndby IF. Og det er hjemmeholdet, der har revanche til gode, da kampen dengang endte 2-4 efter en føring på 2-1 til Brøndby IF efter tyve minutters spil.

Brøndby IF har ikke tabt to Superligakampe i træk mod SønderjyskE siden marts-maj 2016, og det er kun sket to gange tidligere i Superligaen. På Brøndby Stadion er det kun én gang tidligere blevet til to nederlag i træk mod SønderjyskE, august 2012-april 2013.

Det er anden Superligakamp mellem Brøndby IF og SønderjyskE, der bliver spillet uden tilskuere. Det første opgør mellem de to klubber med tomme tribuner var i april 2013, hvor Brøndby IF var blevet idømt to hjemmekampe uden tilskuere efter uroligheder i forbindelse med en pokalkamp.

Ingen af de 39 tidligere Superligakampe mellem SønderjyskE og Brøndby IF er endt uden scoringer. Tværtimod er kampene ofte målrige med et gennemsnit på 3,36 mål pr. kamp, hvilket dog er en anelse lavere i Brøndby med et gennemsnit på 3,29 mål pr. kamp.

Brøndby IF har scoret først i 26 af de 39 tidligere Superligakampe mod SønderjyskE med 20 sejre, tre uafgjorte og tre nederlag som resultat. Omvendt har SønderjyskE scoret først i 13 tilfælde, hvilket for Brøndby IF har resulteret i tre sejre, fire uafgjorte og seks nederlag.

Brøndby IF vil med en sejr over SønderjyskE være tæt på at have sikret sig en plads i top-6 og dermed deltagelse i Mesterskabsspillet (afhænger af torsdagens resultat af AGF-Randers FC). Samtidig vil en sejr betyde, at SønderjyskE får forværret deres igangværende Superliga-klubrekord til syv nederlag i træk på udebane.

Der er nærmest garanti for mål i kampen, da Brøndby IF har scoret i hver af de 16 seneste Superligakampe, og SønderjyskE ikke har forhindret modstanderen i at score i deres seneste 15 Superligakampe.

Andreas Maxsø kan spille sin Superligakamp nr. 125, hvoraf 108 har været for FC Nordsjælland. Han har spillet samtlige 16 Superligakampe siden sin ankomst til Brøndby IF, og endda med fuld spilletid i dem alle.

Sandi Putros dømmer sin sjette Superligakamp med deltagelse af Brøndby IF. Hans fem tidligere kampe har været underholdende set med Brøndby IF’s øjne, idet det er blevet til tre sejre og to uafgjorte, 24 scoringer samt fem dømte straffespark, heraf tre alene i hans seneste kamp; 3-3 mod FC Nordsjælland i februar 2020.

Det er 29 år siden, at Brøndby IF spillede sin hidtil eneste Superligakamp på datoen 2. juni. Sejren på 2-0 over AaB i Aalborg var medvirkende til, at Brøndby IF tre uger senere kunne kalde sig danske mestre som vinder af den første udgave af Superligaen.

Foto: Getty Images